The Tales of Hans Christian Andersen

From the Ramparts of the Citadel - Et Billede fra Castelsvolden

1852

It is autumn; we are standing on the ramparts of the citadel, looking out over the sea at the many ships in the Sound and beyond it to the coast of Sweden, which rises high and clear in the light of the evening sun. On the other side of the ramparts we see tall trees below us; they are shedding their leaves. They shield some gloomy-looking houses with high wooden fences around them. There sentries are walking back and forth. Inside the hovels it is dark and miserable; but even more wretched are the cells behind the barred holes in the walls. Here are kept the most dangerous criminals. Det er Efteraar, vi staae paa Castelsvolden og see ud over Havet paa de mange Skibe og paa den svenske Kyst, der løfter sig høit i Aftenens Solskin; bag ved os gaaer Volden brat ned ad; der staae prægtige Træer, det gule Løv falder fra Grenene; dernede ligge skumle Huse med Træpalisader, og indenfor, hvor Skildvagten gaaer, er saa snevert og skummelt, men endnu mørkere er der bag det gittrede Hul; der sidde fangne Slaver, de værste Forbrydere.
A ray from the setting sun penetrates the naked cell, for the sun shines upon the evil as well as upon the good. The prisoner looks with hatred upon the sunbeam that is too weak to give off any warmth. A little bird flies down and perches upon the iron bars of the grating. Birds do sing for the evil man as well as for the good. It sings only a short little song but does not fly away; instead it preens itself, flutters its wings, and finally picks one little feather off. The prisoner in his chains looks at it, and his face, so filled with hate, for a moment changes its expression. A thought, a feeling has passed through him without his being aware why or how. And this feeling is kin to the sunbeam, to the violets that in springtime bloom outside the prison and whose fragrance penetrates its walls. From far away a hunter's horn is heard, so full of life is the music. The bird flies away from the prison bars and the sun rays disappear. Now the cell is as dark as the prisoner's heart and yet the sun has shone into both and the bird has sung there. En Straale fra den nedgaaende Sol falder ind i det nøgne Kammer. Solen skinner paa Onde og paa Gode! Den mørke barske Fange seer med et hæsligt Blik paa den kolde Solstraale. En lille Fugl flyver mod Gitteret. Fuglen synger for Onde og for Gode! den synger et kort "Quivit," men bliver siddende, slaaer med Vingen, piller en Fjer af den, lader de andre Fjer bruse om Halsen - og den onde Mand i Lænker seer derpaa; et mildere Udtryk gaaer over det hæslige Ansigt; en Tanke, som han ikke selv gjør sig tydelig, skinner frem i hans Bryst, den er beslægtet med Solstraalen gjennem Gittret, beslægtet med Duften af Violerne, som om Foraaret voxe saa rigt udenfor. Nu lyder Jægernes Musik, saa liflig og stærk. Fuglen flyver fra Fangens Gitter, Solstraalen forsvinder og der er mørkt inde i Kammeret, mørkt i den onde Mands Hjerte, men Solen har dog skinnet derind, Fuglen sjunget derind.
Play on, so gay is the hunter's tune. The evening is warm and the sea is as calm as a mirror. Bliv ved, I smukke Jægerhornetstoner! Aftenen er mild, Havet speilglat og stille.

Copyright Anchor Books Doubleday
Hans Christian Andersen:
The Complete Fairy Tales and Stories

Translated from Danish by Erik Christian Haugaard

Copyright:
The Hans Christian Andersen Project