The Tales of Hans Christian Andersen

Ib and Little Christina - Ib og lille Christine

1855

There is a river in Denmark called the River of the Gods, the Gudenaa; and not far from its shores, as it flows through the forest of Silkeborg, rises a ridge, on the west side of which was situated a small farm--in fact, it is still there. Even when the rye and barley stand high in the fields, you can see the sandy soil beneath the grain; and the harvest is always meager. This story takes place some years ago; and the farmer who tilled it then had three sheep, a pig, and two oxen. He could have kept a couple of horses but he felt as most farmers in that area did: "Horses eat up their profits themselves." Jeppe was the farmer's name. He farmed in the summer and carved wooden shoes in the winter. He was a skillful carver; but he had a younger helper who was even better than he was, and understood how to make clogs so that they were strong; and yet not heavy and shapeless. They also made other household wares which fetched a good price. Although Jeppe and his family were not rich, no one in that district would have called them poor. Nær ved Gudenaa, inde i Silkeborg-Skov, løfter sig en Landryg, som en stor Vold, den kaldes "Aasen" og under den mod Vest laae, ja der ligger endnu, et lille Bondehuus med magre Jorder; Sandet skinner igjennem den tynde Rug- og Byg-Ager. Det er nu en Deel Aar siden; Folkene, som boede der, dreve deres lille Avling, havde dertil tre Faar, eet Sviin og to Stude; kort sagt, de havde det ret vel til Føden, naar man tager den, som man har den, ja de kunde vel ogsaa have bragt det til at holde et Par Heste, men de sagde, som de andre Bønder derovre: "Hesten æder sig selv!" - den tærer for det Gode den gjør. Jeppe-Jæns drev sin lille Jordlod om Sommeren, og var om Vinteren en flink Træskomand. Han havde da ogsaa Medhjelp, en Karl, der forstod at skjære Træskoe, der vare baade stærke, lette og med Facon; Skee og Sløv skar de; det gav Skillinger, man kunde ikke kalde Jeppe-Jæns for fattig Folk.
Little Ib was seven years old. He was an only child, and he liked to sit by his father and watch him carve. The boy, whittled sticks and sometimes he cut his fingers. One day he did manage to carve two little objects that looked like a pair of tiny wooden shoes. These he wanted to give to Christina, the daughter of the bargeman, who lived in a cottage on the heath. The little girl was very beautiful, and so delicate that she did not look at all like a bargeman's daughter. Had she had clothes to match the loveliness that God had given her, then no one would have guessed that she had been born in a poor cottage on the lonely heath. Her father was a widower who made his living by transporting lumber from the woods down to the locks at Silkeborg. Sometimes he would even sail as far as Randers with his barge. As there was no one at home to take care of little Christina--she was a year younger than Ib--she was always with her father, except on his journeys to Randers. Then her father would bring her to Jeppe's house to stay. Lille Ib, den syvaars Dreng, Husets eneste Barn sad og saae til, skar i en Pind, skar sig ogsaa i Fingrene, men en Dag havde han snittet to Stykker Træ, saa at de saae ud, som smaa Træskoe, de skulde, sagde han, foræres til lille Christine, og det var Prammandens lille Datter, og hun var saa fiin og saa yndelig, som et Herskabs Barn; havde hun Klæder skaaret, som hun var født og baaret, saa vilde Ingen troe at hun var fra Lyngtørvhuset paa Seishede. Derovre boede hendes Fader, der var Enkemand og ernærede sig ved at pramme Brænde fra Skoven ned til Silkeborg Aaleværk, ja tidt derfra videre op til Randers Ingen havde han, der kunde tage vare paa lille Christine, de var et Aar yngre end Ib og saa var hun næsten altid hos ham, paa Prammen og mellem Lyngen og Tyltebærbuskene; skulde han endelig heelt op til Randers, ja saa kom lille Christine over til Jeppe-Jæns's.
Ib and little Christina never fought, neither when they played nor at table. They would play in the sand, pretend they were making a little garden, or just tumble about. One day they ventured as far as the top of the ridge beyond which was the forest. They found the nest of a snipe with eggs in it; that had been a very exciting adventure. Ib og lille Christine kom godt ud af det ved Leg og ved Fad; de rodede og de gravede, de krøb og de gik, og en Dag vovede de sig ene to næsten heelt op paa Aasen og et Stykke ind i Skoven, engang fandt de der Sneppeæg, det var en stor Begivenhed.
Ib had never been on the heath, nor had he ever sailed with a barge down the river and through the lakes. But one day Christina's father invited him on a trip, and his parents gave their consent. The evening before they were to set out, the bargeman came to fetch him, and he spent the night in the little cottage on the heath. Ib havde endnu aldrig været ovre paa Seishede, aldrig prammet igjennem Søerne ad Gudenaa, men nu skulde han det: han var indbudt af Prammanden og Aftenen forud fulgte han hjem med ham.
Early the next morning the children were sitting on top of the woodpile, in the barge, eating bread and raspberries. Christina's father and his helper were poling the barge down the river; they were following the current, so they sailed along at a good speed. One after another they sailed through the lakes. Every time they entered one, Ib was sure that the river had ended, for bulrushes, reeds, and trees seemed to enclose the lake; but finally a narrow opening would appear that they could sail through. Sometimes the trees leaning out over the narrow river would almost hinder their passing, but always the barge sailed on. Some of the oak trees had naked branches that had lost all their bark and looked as if they had rolled up their sleeves to show their withered old arms. Many of the old alder trees had loosened themselves from the banks and now stood like little islets in the river. White and yellow water lilies floated amid their big green leaves. It certainly was a lovely trip. At last they came to the locks where eels were caught and shipped as far away as Copenhagen. The water rushed over the lock and fell as a waterfall on the other side; and that was something for Ib and little Christina to look at. Paa de høit opstablede Brændestykker i Prammen sad tidlig om Morgenen de to Børn og spiste Brød og Hindbær. Prammanden og hans Medhjelper stagede sig frem, det gik med Strømmen, i rask Fart ned ad Aaen, gjennem Søerne, der syntes at lukke sig ved Skov og ved Siv, men altid var der dog Gjennemfart, om endogsaa de gamle Træer heldede sig heelt ud og Egetræerne strakte frem afskaldede Grene, ligesom om de havde opsmøgede Ærmer og vilde vise deres knuddrede, nøgne Arme; gamle Elletræer, som Strømmen havde løsnet fra Skrænten, holdt sig med Rødderne fast ved Bunden, og saae ud ligesom smaa Skovøer; Aakander vuggede paa Vandet; det var en deilig Fart! - og saa kom man til Aaleværket, hvor Vandet brusede gjennem Sluserne; det var Noget for Ib og Christine at see paa!
At that time no factory or town had been built there yet; there was only the old farm on which not many people lived. The water rushing over the lock and the cry of the wild ducks were the only sounds to be heard. The lumber was loaded onto a bigger barge; and Christina's father bought a little newly slaughtered pig and some eels. Then they were ready for the homeward journey. The pig and the eels were put into a basket. Now they had the current against them, but not the wind; so they hoisted a sail and that was as good as having two horses pull the barge. Dengang var endnu hernede hverken Fabrik eller By, her stod kun den gamle Avlsgaard og Besætningen der var ikke stor, Vandets Fald gjennem Slusen og Vildandens Skrig, det var den Gang den stadigste Livlighed. - Da nu Brændet var prammet om, kjøbte Christines Fader sig et stort Knippe Aal og en lille slagtet Griis, der Alt tilsammen i en Kurv blev stillet agter ude paa Prammen. Nu gik det mod Strømmen hjem, men Vinden var med og da de satte Seil til, var det ligesaa godt, som om de havde to Heste for.
When they reached the part of the forest where the bargeman's helper lived, they moored the barge at the bank. Christina's father told the children to stay on board and not to touch anything, while he accompanied his young helper to his home. The bargeman said that he would be back very soon. The children obeyed him at first, but not for long. They had to peep into the basket that contained the eels and the pig. They took the little pig out; and when they both tried to hold it at once, it fell overboard; and the little dead animal floated away with the current. It was a terrible calamity! Da de med Prammen var saa høit oppe under Skoven, at de laae ud for hvor Manden, der hjalp med at pramme, havde kun et kort Stykke hjem, saa gik han og Christines Fader i Land, men paalagde Børnene at forholde sig rolige og forsigtige, men det gjorde de ikke længe, de maatte see ned i Kurven hvor Aalene og Grisen gjemtes og Grisen maatte de løfte paa og holde den, og da de begge vilde holde den saa tabte de den og det lige ud i Vandet; der drev den paa Strømmen, det var en forfærdelig Begivenhed.
Ib leaped to the shore and soon Christina followed him. "Take me with you!" she cried. They ran in among the trees; and within a few minutes the barge and the river disappeared from their view. Christina fell and began to cry, but Ib calmed her. Ib sprang i Land og løb et lille Stykke, saa kom ogsaa Christine; "tag mig med Dig!" raabte hun, og nu var de snart inde i Buskene, de saae ikke længer Prammen eller Aaen; et lille Stykke endnu løb de, saa faldt Christine og græd; Ib fik hende op.
"The house is right over there. Come along," he said; but the house was not "right over there," and soon the two children were lost. They walked on and on; the dried leaves rustled and dead branches broke with cracking sound as they stepped on them. Someone was shouting far away. The children stopped to listen, but then they heard the hoarse frightening cry of an eagle; and they ran. A little while later they came upon a blueberry patch covered with the most delicious large, ripe berries. They were so tempting that they had to sit down and eat them. Their cheeks and lips were stained deep blue. Again they heard someone shouting. "Kom med mig!" sagde han. "Huset ligger derovre!" men det laae ikke derovre. De gik og de gik, over vissent Løv og tørre nedfaldne Grene, der knagede under deres smaa Fødder; nu hørte de en stærk Raaben - de stode stille og lyttede; nu skreg en Ørn, det var et fælt Skrig, de bleve ganske forskrækkede, men foran dem, inde i Skoven, voxte de deiligste Blaabær, en utrolig Mængde; det var alt for indbydende til ikke at blive og de blev og de spiste, og bleve ganske blaa om Mund og Kinder. Nu hørtes igjen en Raaben.
"We will get spanked because of the pig," observed little Christina. "Vi faae Bank for Grisen!" sagde Christine.
"Let us go home to my parents," said Ib, who was certain that Christina was right. "It is not far from here." The children walked on and finally they came to a road, but it did not lead home. It began to grow dark, and they were very frightened. The terrible stillness of the forest was broken by the terrifying hooting of owls and the cries of other birds that they did not know. Christina cried and Ib cried. They wept for an hour or more before they both lay down under some bushes and fell asleep. "Lad os gaae hjem til vort!" sagde Ib; "det er her i Skoven!" og de gik; de kom paa en Kjørevei, men hjem førte den ikke, mørkt blev det og angest vare de. Den forunderlige Stilhed rundt om afbrødes ved fæle Skrig af den store Hornugle eller Lyd fra Fugle, de ikke kjendte; endelig stod de begge To fast i en Busk, Christine græd og Ib græd, og da de saa havde grædt en Stund lagde de sig i Løvet og faldt isøvn.
The sun was already high in the sky when they awoke, but they were very cold. They could see the sun shining on top of a nearby hill. Up there they would be able to get warm, and Ib hoped that he would be able to see his home. But they were in another part of the forest, far away from the little farm. When they climbed the hill they found a little pool, and where the sun's rays fell on the water, they could see the fishes swimming. Such a sight they had never seen before. A few minutes later they found some hazelnut bushes and their fears were forgotten. They cracked the nuts and ate them. Although they were far from ripe, they already had little kernels. Then something terribly frightening happened! A tall woman stepped out from behind the bushes. Her face was brown and her hair was black. She carried a bundle on her back and a big strong cane in her hands; she was a gypsy. At first the children could not understand what she said. She took three nuts out of her apron pocket and told them that they were "wishing nuts," and that each of them contained something marvelous. Solen var høit oppe da de vaagnede, de frøs, men oppe paa Høiden tæt ved, skinnede Solen ned mellem Træerne, der kunde de varme sig og derfra, meente Ib, maatte de kunde see hans Forældres Huus; men de vare langt fra det, i en ganske anden Deel af Skoven. De kravlede heelt op paa Høiden og stod paa en Skrænt ved en klar, gjennemsigtig Sø; Fiskene i den stode i Stiim belyste af Solstraalerne; det var saa uventet hvad de saae og tætved var en stor Busk fuld af Nødder, ja saagar syv Kløvser; og de plukkede og de knækkede og fik de fine Kjærner, der havde begyndt at sætte sig, - og saa kom der endnu en Overraskelse, en Forskrækkelse. Fra Busken traadte frem en stor, gammel Kone, hvis Ansigt var saa bruunt og Haaret saa glindsende og sort; det Hvide i hendes Øine skinnede ligesom paa en Morian; hun havde en Bylt paa Nakken, og en Knortekjep i Haanden; hun var en Taterske. Børnene forstode ikke strax hvad hun sagde; og hun tog tre store Nødder op af Lommen, inde i hver laae de deiligste Ting gjemte, fortalte hun, det var Ønskenødder.
Ib looked at the woman for a long time; her expression seemed kind. He asked her if he could have her "wishing nuts," and she gave them to him. Then she picked a whole pocketful of nuts from the bushes for herself. Ib saae paa hende, hun var saa venlig, og saa tog han sig sammen og spurgte, om han maatte have de Nødder og Konen gav ham dem og plukkede sig en heel Lomme fuld af dem paa Busken.
The two children stared wide-eyed at the "wishing nuts." Og Ib og Christine saae med store Øine paa de tre Ønskenødder.
"Is there a carriage and horses in one of. them?" asked Ib. "Er der i den en Vogn med Heste for?" spurgte Ib.
"In that one there is a golden carriage with golden horses," answered the woman, and pointed to one of the nuts in the boy's hand. "Der er en Guldkarreet med Guldheste!" sagde Konen.
"Give it to me then," begged little Christina; and Ib gave it to her. "Saa giv mig den!" sagde lille Christine, og Ib gav hende den og Konen knyttede Nødden ind i hendes Halstørklæde.
"Is there a pretty little necklace like the one Christina is wearing in this one?" demanded Ib. "Er der inde i denne saadant et lille kjønt Halsklæde, som det Christine der har?" spurgte Ib.
"There are ten necklaces," said the woman, "and dresses, stockings, and hats." "Der er ti Halsklæder!" sagde Konen, "der er fine Kjoler, Strømper og Hat!"
"Then I want that one too," shouted little Christina, and Ib gave it to her. The third nut was a little black one. "Saa vil jeg ogsaa have den!" sagde Christine, og lille Ib gav hende ogsaa den anden Nød; den tredie var en lille sort en.
"That one you can keep," said Christina. "It is a pretty one, too." "Den skal Du beholde!" sagde Christine, "og den er ogsaa kjøn."
"And what is in that?" asked Ib. "Og hvad er der i den?" spurgte Ib.
"What is best for you," said the gypsy. "Det Allerbedste for Dig!" sagde Taterkonen.
Ib kept the nut. The gypsy woman said that she would show them the way home; but she led them astray, sending them in the opposite direction from the one they should have gone. But one cannot accuse her of trying to steal the children, and she might have acted in good faith. Og Ib holdt fast paa Nødden. Konen lovede at føre dem paa rette Vei hjem, og de gik, men rigtignok i en ganske modsat Retning, end de skulde gaae, men derfor tør man ikke beskylde hende for, at hun vilde stjæle Børn.
In the middle of the forest they met Chris the forester. He knew Ib and he took the children home. Both the bargeman and Ib's parents had been so upset that the children were forgiven, though they deserved a spanking, not only for having let the pig fall in the water but also for running away. I den vildsomme Skov mødte de Skovløberen Chræn, han kjendte Ib, og ved ham kom Ib med lille Christine hjem, hvor man var i stor Angest for dem, og Tilgivelse fik de, skjøndt de havde begge fortjent et godt Livfuld Riis, først fordi de lod Grisen falde i Vandet og dernæst at de vare løbne deres Vei.
That evening after Christina and her father had returned to their home on the heath, Ib took out the nut that contained what was "best for him." He placed it between the door and its casing and cracked it by closing the door. There was no kernel in it, just some black dirt; it was worm-eaten. Christine kom hjem paa Heden og Ib blev i det lille Skovhuus; det Første han der om Aftenen gjorde, var at tage frem Nødden, der gjemte "det Allerbedste"; - han lagde den mellem Døren og Dørkarmen, klemte saa til, Nødden knak, men ikke Kjærne skabt var der at see, den var fyldt ligesom med Snuus eller Muld-Jord; der var gaaet Orm i den, som det kaldes.
"I thought so!" Ib was not surprised. "How could there be room in a little nut for what was 'best'? Christina will get no carriage or dresses out of her nuts either," Ib muttered. "Ja, det kunde jeg nok tænke!" meente Ib, "hvor skulde der, inde i den lille Nød, være Plads for det Allerbedste! Christine faaer hverken fine Klæder eller Guldkarreet ud af sine to Nødder!"
Winter came; and the years passed by. Og Vinteren kom og det nye Aar kom.
Finally Ib was old enough to be confirmed. Every Sunday that spring he walked the many miles to the church to receive religious instruction. One day the bargeman came by. He had news to tell: little Christina was old enough to earn her own keep and he had found her a good position in the family of a wealthy innkeeper near Herning. She was to help in the house and they would see to it that she was confirmed. Og der gik flere Aaringer. Nu skulde Ib gaae til Præsten og han boede langveis borte. Paa den Tid kom en Dag Prammanden og fortalte hos Ibs Forældre, at lille Christine skulde nu ud at tjene for sit Brød, og at det var en sand Lykke for hende, at hun kom i de Hænder, hun kom, fik Tjeneste hos saadanne brave Folk; tænk, hun skulde til de rige Krofolk i Herning Kanten, vesterpaa; der skulde hun gaae Mo'er tilhaande og siden, naar hun skikkede sig og der var confirmeret, vilde de beholde hende.
Ib and little Christina said good-by to each other. "The little sweethearts," they were called. Christina showed Ib the two little "wishing nuts" he had given her, and which he had received from the gypsy that day in the forest; and she told him that the little pair of wooden shoes that he had cut for her were in the bottom of the chest in which she had packed her clothes. Then they parted. Og Ib og Christine toge Afsked fra hinanden: Kjærestefolkene bleve de kaldte; og hun viste ham ved Afskeden, at hun endnu havde de to Nødder, som hun fik af ham da de løb vild i Skoven, og hun sagde, at hun i sin Klædekiste gjemte de smaa Træskoe, han som Dreng havde skaaret og foræret hende. Og saa skiltes de.
Ib was confirmed but continued living at home, for his father had died and he had to help his mother. He had become as good a carver of wooden shoes as his father had been; and in the summer he took good care of their little farm. Ib blev confirmeret, men i sin Moders Huus blev han, for han var en flink Træskoesnider og han passede godt om Sommeren den lille Avling, hans Moder havde kun ham dertil, Ibs Fader var død.
Not often did they hear from Christina, but the news that they did get was always good. She wrote to her father about her confirmation and the letter was filled with descriptions of the new clothes she had received from her mistress. Kun sjeldent, og det var da ved en Postkarl eller en Aalebonde, hørte man om Christine: det gik hende godt hos de rige Krofolk og da hun var blevet confirmeret, skrev hun til Faderen Brev med Hilsen til Ib og hans Moder; i Brevet stod om sex nye Særke og en deilig Klædning, Christine havde faaet af Husbond og Madmo'er. Det var rigtignok gode Tidender.
The next spring, on a particularly beautiful day, someone knocked on the door of the little farm. It was the bargeman and Christina; she had been offered a ride in a carriage as far as Tem and back. This had been an opportunity to come home for a visit. Beautiful she was and her clothes were as elegant as any lady's. Ib, who was wearing his work clothes, could hardly utter a word. He took her hand and held it tightly, but his tongue was all tied up in knots. Christina's wasn't: she talked and talked, there was so much to tell, and she kissed Ib boldly on the mouth. Foraaret derefter, en smuk Dag, bankede det paa Ibs og hans Moders Dør, det var Prammanden med Christine; hun var kommet i Besøg paa en Dagstid; der var just en Leilighed til Them og igjen tilbage, og den benyttede hun. Smuk var hun, som en fiin Frøken, og gode Klæder havde hun, de vare syede vel og de passede til hende. I fuld Stads stod hun og Ib var i de daglige, gamle Klæder. Han kunde slet ikke komme til Mæle; vel tog han hendes Haand, holdt den saa fast, var saa inderlig glad, men Munden kunde han ikke faae paa Gang, det kunde lille Christine, hun talte, hun vidste at fortælle og hun kyssede Ib lige paa Munden:
"Don't you know me any more?" she asked. All he could manage to reply, even though they were alone together, was: "You have become a fine lady and I am so ... so coarse! But oh, Christina, how I have thought about you and of the time when we were children together!" "Kjender Du mig ikke nok!" sagde hun; men selv da de vare ene To og han endnu stod og holdt hende i Haanden, var Alt hvad han kunde sige, alene det: "Du er blevet ligesom en fiin Dame! og jeg seer saa pjusket ud! hvor jeg har tænkt paa Dig, Christine! og paa gamle Tider!"
Arm in arm, they walked up to the top of the ridge; from there they could see the river and as far as the heath, where Christina's father lived. Ib did not say a word; but as they were returning--and Ib was to go to his home and Christina to her father's--Ib realized how very much he wanted Christina to be his wife. Hadn't they been called "sweethearts" since they were little children? Now he knew that he had always expected that one day they would marry; and he felt as though they were engaged though neither of them had ever spoken a word about it. Og de gik Arm i Arm op paa Aasen og saae over Guden-Aa til Seishede med de store Lyngbanker, men Ib sagde ikke Noget, dog da de skiltes ad, var det klart for ham, at Christine maatte blive hans Kone, de vare jo fra Smaa kaldt Kjærestefolk, de vare, syntes han, et forlovet Par, uagtet ingen af dem selv havde sagt det.
Christina could only stay a few hours because she had to be in Tem early the following morning, when the carriage departed that would take her back to the inn at Herning. Ib and the bargeman accompanied her to Tem. It was a lovely night; the moon was full. All the way, Ib held Christina's hand, and when they finally arrived at their destination he did not want to let go of it. He had great difficulty saying what anyone could have read in his eyes. He spoke only a few words but every one of them came from his heart. "If you have not become used to finer things than I can give you, and if you will be satisfied with living in my mother's house with me as your husband, then I think the two of us should become man and wife. . . . But I will not hurry you." Kun nogle Timer endnu kunde de være sammen, for hun skulde igjen til Them, hvorfra tidlig næste Morgen Vognen kjørte tilbage vesterpaa. Faderen og Ib fulgte med til Them, det var klart Maaneskin, og da de kom der og Ib endnu holdt Christines Haand, kunde han ikke slippe den, hans Øine de vare saa klare, men Ordene faldt kun smaat, men det var Hjerte-Ord hvert eneste et: "er Du ikke blevet for fiint vant," sagde han, "og kan Du finde Dig i at leve i vor Mo'ers Huus med mig, som Ægtemand, saa blive vi To engang Mand og Kone! - - men vi kan jo vente lidt!"
"Yes, let us wait a little while, Ib," replied Christina, and pressed his hand; then he kissed her on the mouth. "I trust you, Ib," she said. "And I think that I love you! But I would like to have time to think about it." "Ja, lad os see Tiden an, Ib!" sagde hun; og saa trykkede hun hans Haand og han kyssede hende paa hendes Mund. "Jeg stoler paa Dig, Ib!" sagde Christine, "og jeg troer, at jeg holder af Dig! men lad mig sove paa det!"
They parted and Ib told the bargeman that he and Christina were as good as engaged. Christina's father was pleased and not surprised. Although he spent the night at Ib's home, they did not talk any more about it. Og saa skiltes de ad. Og Ib sagde til Prammanden, at han og Christine vare nu saa godt som forlovede, og Prammanden fandt, at det var, som han altid havde tænkt om det; og han fulgte hjem med Ib og sov der i Seng med ham, og der taltes saa ikke mere om Forlovelsen.
A year went by. Two letters had passed between Ib and Christina, and both of them had been signed: "Yours unto death." Then one day the bargeman arrived; he had greetings from Christina. That was easy enough to say. What followed was more difficult and he took his time saying it. Everything went well for Christina; more than well, but then she was a good girl. The innkeeper's son had been home on a visit, he had a good job in an office in Copenhagen. He had taken a liking to Christina and she to him. His parents were not against them marrying, but Christina felt that she had given lb her word; and therefore she was going to say no. "Even though such a marriage would be fortunate for a poor girl like herself," concluded the bargeman. Et Aar var gaaet; to Breve vare vexlede mellem Ib og Christine; "trofast til Døden!" stod der ved Underskriften. En Dag traadte Prammanden ind til Ib, han havde Hilsen til ham fra Christine; hvad mere han havde at sige, gik det lidt langsomt med, men det var det, at det gik Christine vel, mere end vel, hun var jo en kjøn Pige, agtet og afholdt. Kromandens Søn havde været hjemme paa Besøg; han var ansat ved noget Stort i Kjøbenhavn, ved et Contoir: han syntes godt om Christine, hun fandt ham ogsaa efter sit Sind, hans Forældre vare nok ikke uvillige, men nu laae det dog Christine paa Hjertet, at nok Ib tænkte saa meget paa hende, og saa havde hun betænkt at skyde Lykken fra sig, sagde Prammanden.
At first, Ib did not say a word, but his face turned as white as a newly washed sheet. He shook his head and then mumbled, "I would not wish Christina to say no to good fortune for my sake." Ib sagde i Førstningen ikke et Ord, men han blev ligesaa hvid, som et Klæde, rystede lidt med Hovedet og saa sagde han: "Christine maa ikke skyde sin Lykke fra sig!"
"Write her a few words about it," urged the bargeman. "Skriv hende det Par Ord til!" sagde Prammanden.
Ib wrote, but every time he had written a sentence he crossed it out again. All the words seemed wrong to him. Many pages he tore up, but by morning the letter to little Christina was finished. Here it is: Og Ib skrev ogsaa, men han kunde ikke ret sætte Ordene sammen, som han vilde, og han slog Streg over og han rev itu, - men om Morgenen var der et Brev istand til lille Christine, og her er det!

"I have read the letter that you wrote to your father. In it you say that everything goes well for you and that you have an opportunity for bettering yourself. Ask your own heart, Christina! If you want to marry me, then remember that I am poor. Do not consider me or my feelings, but only yourself. You are not bound to me; should you feel that you have given me your "promise," then I release you from it. May all the happiness in the world be yours, Christina. God may console my heart.

Ever your devoted friend, Ib"

- "Det Brev, Du har skrevet til din Fader, har jeg læst og seer, at det gaaer Dig vel i alle Maader og at Du kan faae det endnu bedre! Spørg dit Hjerte ad, Christine! og tænk vel over hvad Du gaaer ind til, om Du tager mig; det er kun ringe hvad jeg har. Tænk ikke paa mig og hvordan jeg har det, men tænk paa dit eget Gavn! Mig er Du ikke bundet til ved Løfte, og har Du i dit Hjerte givet mig et, saa løser jeg Dig fra det. Alverdens Glæde være over Dig, lille Christine! vor Herre har vel Trøst for mit Hjerte!

Altid din inderlige Ven, Ib."

The letter was sent and Christina received it. Og Brevet blev afsendt og Christine fik det.
A few months later, the banns were read in the little church on the heath and in the big church in Copenhagen. The bridegroom was too busy with his affairs to be able to travel to Jutland. Christina journeyed with her future mother-in-law to the capital, where the young people were to live. Christina had arranged to meet her father in the little village of Funder, which was on the main highway to the south; there they said good-by to each other. Every once in a while someone would speak about Christina when Ib was present; but Ib himself never mentioned her. He had become so silent, so pensive. He often thought about the nuts that the gypsy woman had given them. Now Christina had got her carriage and all the dresses she could wish for, over across the water in the king's city, Copenhagen. The "wishing nuts" had proven themselves. His nut had been filled with black earth, and the gypsy had said that that was best for him. Now he understood what she had meant: the dark grave was best for him. Ved Mortensdagstider blev der lyst fra Prædikestolen for hende, i Kirken paa Heden og ovre i Kjøbenhavn, hvor Brudgommen var, og derover reiste hun med sin Madmo'er, da Brudgommen, for sine mange Forretningers Skyld, ikke kunde komme saalangt over i Jylland. Christine havde, efter Aftale, truffet sammen med sin Fader i Landsbyen Funder, som Veien gaaer igjennem og som var ham det nærmeste Mødested; der tog de To Afsked. Derom kom til at falde et Par Ord, men Ib sagde ikke Noget; han var blevet saa eftertænksom, sagde hans gamle Mo'er; ja eftertænksom var han, og derfor randt ham i Tanke de tre Nødder, han som Barn fik af Taterkonen og gav Christine de to af, det var Ønskenødder, i hendes den ene laae jo en Guldkarreet med Heste, i den anden de deiligste Klæder; det slog til! al den Herlighed fik hun nu ovre i Kongens Kjøbenhavn! for hende gik det i Opfyldelse -! for Ib var der i Nødden kun den sorte Muld. "Det Allerbedste" for ham, havde Taterkonen sagt, - jo, ogsaa det gik i Opfyldelse! den sorte Muld var ham det Bedste. Nu forstod han tydeligt hvad Konen havde meent: I den sorte Jord, i Gravens Gjemme, der var det ham det Allerbedste!
Years went by; not many, but to Ib they seemed long. The old innkeeper and his wife died and their son inherited their wealth: several thousand silver crowns. Now certainly Christina could have her golden carriage and even more dresses than she ever could wear. Og der gik Aaringer, - ikke mange, men lange, syntes Ib; de gamle Krofolk døde bort, den ene kort efter den anden; al Velstanden, mange tusinde Rigsdaler gik til Sønnen. Ja, nu kunde Christine faae Guldkarreet og fine Klæder nok.
Then two years passed during which not even the bargeman received any letters from Christina. Finally one came; it was not a happy one. Poor Christina, neither she nor her husband had been able to handle the sudden richness; it had not been a blessing, for they had not earned it themselves. I to lange Aar, som fulgte, kom ikke Brev fra Christine, og da saa Faderen fik et, var det slet ikke skrevet i Velstand og Fornøielse. Stakkels Christine! hverken hun eller hendes Mand havde vidst at holde Maade paa Rigdommen, den gik, som den kom, der var ingen Velsignelse ved den, for de vilde det ikke selv.
The heather bloomed and withered; and many a snowstorm swept across the heath and up over the ridge that protected Ib's little farmhouse. Spring came and Ib was plowing his meager fields. Suddenly he felt the plow shake as if it had hit a stone. Something black, shaped like a wood shaving, stuck up from the earth. Ib picked it up; it-was metal and, where the plowshare had cut into it, it shone. It was a heavy arm ring of gold from heathen times. The Viking grave had long ago been leveled. Now its treasure had been found. Ib showed it to the minister, who admired it and told him to take it to the district commissioner. The official sent a report to Copenhagen and advised Ib to deliver the golden arm ring to the museum himself. Og Lyngen stod i Blomster og Lyngen tørrede hen; Sneen havde mange Vintre fyget over Seis Hede, over Aasen hvor Ib boede i Læ; Foraarssolen skinnede og Ib satte Ploven i Jorden, da skar den, som han troede, hen af en Flintesteen, der kom ligesom en stor sort Høvlspaan op over Jorden, og da Ib tog paa den, mærkede han, at det var et Metal, og hvor Ploven havde skaaret ind i det, skinnede det blankt. Det var en tung, stor Arm-Ring af Guld fra Hedenold; Kjæmpegraven var blevet jævnet her, dens kostelige Smykke fundet. Ib viste det til Præsten, der sagde ham hvad herligt det var og derfra gik Ib med det til Herredsfogden, der gav Indberetning derom til Kjøbenhavn og raadede Ib selv at overbringe det kostelige Fund.
"You have found in the earth the finest treasure, the best that could be found," he said. "Du har fundet i Jorden det Bedste, Du kunde finde!" sagde Herredsfogeden.
"The best!" thought Ib. "The best for me, and found in the earth. The gypsy woman was right, my wishing nut, too, has proven true." "Det Bedste!" tænkte Ib. "Det Allerbedste for mig - og i Jorden! saa havde Taterqvinden dog ogsaa Ret med mig, naar det var det Bedste!"
Ib sailed from Aarhus to the capital; and since he had never sailed before except with the bargeman up and down the river Gudenaa, it felt like an ocean journey. Og Ib gik med Smakken fra Aarhuus til Kongens Kjøbenhavn; det var som en Reise over Verdenshavet, for ham, som kun havde sat over Gudenaa. Og Ib kom til Kjøbenhavn.
In Copenhagen he received the gold value of the arm ring: six hundred silver crowns! Now Ib--who knew so well the forest and the heath--took a walk along the endless streets, lined with stone buildings, of the city. Værdien af det fundne Guld blev udbetalt ham, det var en stor Sum: sex hundrede Rigsdaler. Der gik i det store, vildsomme Kjøbenhavn Ib fra Skoven ved Seishede.
The evening before he was to sail back, he lost his way, when he was out walking, and ended in one of the poorest quarters of the city, called Christian's Harbor. It was late and the street was deserted. He noticed a little child coming out of one of the most dilapidated of the houses, and he asked her for directions. The little girl looked up at him; she was crying, and said nothing. He asked her what was the matter; and she answered, but he could not understand her. They were standing under a street lamp. Ib looked down at the child; the light was shining in her face. How strange! He saw with wonder that she looked exactly as Christina had, when she was a child. Det var netop Aftenen før han vilde med Skipperen tilbage til Aarhuus, da han forvildede sig i Gaderne, kom i en ganske anden Retning, end den han vilde, og var, over Knippelsbro, kommet til Christianshavn istedetfor ned mod Volden ved Vesterport! Han styrede ganske rigtigt vesterpaa, men ikke hvor han skulde. Der var ikke et Menneske at see paa Gaden. Da kom der en lille bitte Pige ud fra et fattigt Huus; Ib talte til hende om Veien, han søgte; hun studsede, saae op paa ham og var i heftig Graad. Nu var hans Spørgsmaal, hvad hun feilede, hun sagde Noget, som han ikke forstod og idet de begge vare lige under en Lygte, og Lyset fra den skinnede hende lige ind i Ansigtet, blev han ganske underlig, for det var livagtig lille Christine han saae, ganske, som han huskede hende fra de begge vare Børn.
He followed the little girl into a miserable house and up the worn, rickety stairs to the garret. They entered a little room right under the roof. The air was foul and it was dark. Ib struck a match. Over in a corner stood a bed; in it lay a woman: the little girl's mother. Og han gik med den lille Pige ind i det fattige Huus, opad den smalle, slidte Trappe, høit op til et lille, skraat Kammer under Taget. Der var en tung, qvalm Luft derinde, intet Lys tændt; henne i Krogen sukkede det og drog Veiret trangt. Ib tændte en Svovlstikke. Det var Barnets Moder, som laae paa den fattige Seng.
"Can I help you?" asked Ib. "This little girl found me down in the street but I am a stranger to the city, myself. Can I call the neighbors?" He stepped closer to the bed and looked down at the woman: "Er der Noget, jeg kan hjelpe Eder med!" sagde Ib. "Den Lille fik mig fat, men jeg er fremmed selv her i Staden. Er her ingen Naboer eller Nogen, jeg kan kalde paa!" - Og han løftede hendes Hoved.
it was Christina! Det var Christine fra Seishede.
At home, he had not heard her name mentioned in years, because everyone knew that Ib did not like to be reminded of her. Besides, all the rumors had been unpleasant. It was said that the inherited money had made her husband lose his common sense. He had given up his good position and they had traveled in foreign countries. When they returned, they had lived high and got into debt, rather than curtail the luxuriousness of their way of life. It was the old story of the cart going down the hill so fast that it finally overturned. The many merry friends who had dined at their table when wealth decked it now felt no pity. They said he deserved his fate, he had acted like a madman. One morning the body of Christina's husband had been found in a canal near the harbor. I Aaringer var derhjemme i Jylland hendes Navn ikke blevet nævnet, det vilde have rørt op i Ibs stille Tankegang, og det var jo ikke heller godt, hvad Rygtet og Sandheden meldte, at de mange Penge, hendes Mand fik i Arv fra hans Forældre, havde gjort ham overmodig og vildsom; sin faste Stilling havde han opgivet, reist et halvt Aar i fremmede Lande, kommet tilbage og gjort Gjæld og dog flankeret; meer og meer heldede Vognen og tilsidst væltede den. De mange lystige Venner fra hans Bord sagde om ham, at han fortjente det, som det gik ham, han havde jo levet, som en gal Mand! - Hans Liig var en Morgen funden i Canalen i Slotshaven.
Christina had been pregnant then; her child conceived in wealth was born in poverty. The baby had only lived a few weeks. Now Christina lay ill to death in a garret room more naked and bare than the one she had known as a child on the heath. And now, when she had known luxury, she could not bear her poverty, her wretchedness. The little girl, who had brought Ib to her, was her daughter, her older and only living child. Her name, too, was Christina. Christine gik med Døden i sig; hendes yngste lille Barn, kun nogle Uger gammelt, baaret i Velstand, født i Elendighed, var alt i Graven og nu var det saa vidt med Christine, at hun laae dødssyg, forladt, paa et usselt Kammer, usselt, som hun kunde have taalt det i sine unge Aar paa Seishede, men nu bedre vant, ret følte Elendigheden af. Det var hendes ældste, lille Barn, ogsaa en lille Christine, der led Nød og Sult med hende, og som havde faaet Ib derop.
"I am afraid that I am dying," she mumbled. "What will happen to my child? Where in the world can she find a home?" "Jeg er bange, jeg døer fra det stakkels Barn!" fremsukkede hun, "hvor i Verden skal hun saa hen!" - mere kunde hun ikke sige.
Ib lit another match and found a stump of candle; its little flame lighted up the dismal chamber. Og Ib fik igjen en Svovlstikke tændt og fandt en Stump Lys, den brændte og lyste i det usle Kammer.
Ib looked at the little girl and was again reminded of Christina as she had looked as a child. For her sake he would take the little girl, bring her up, and be kind to her. The dying woman looked up at him; the pupils of her eyes grew larger and larger. Did she recognize him? Ib never knew, for she never spoke again. Og Ib saae paa den lille Pige og tænkte paa Christine i unge Dage; for Christines Skyld kunde han være god mod dette Barn, som han ikke kjendte. Den Døende saae paa ham, hendes Øine bleve større og større -! Kjendte hun ham? Ikke vidste han det, ikke et Ord hørte han hende sige.
We are back in the forest near the River of the Gods as it is called, not far from the heath. It is fall, the western storms have started. The wind is blowing the leaves off the trees. In the bargeman's hut strangers are living. Inside the little farmhouse, so snugly protected from the wind by the ridge, the stove is burning. It is as warm and comfortable as if it were summer; sunshine is here, the kind that shines from a child's eyes. Though it is October, the lark still sings in the little girl's laughter. Here lives gaiety and winter is far away. Little Christina is sitting on Ib's knee; he is both father and mother to her. Her real parents have disappeared, as dreams do to a grownup. The little farmhouse is cozy and neat. The girl's mother sleeps in the churchyard for the poor in Copenhagen. Og det var i Skoven ved Gudenaa, nær Seishede; Luften var graa, Lyngen stod uden Blomster, Vestens Storme dreve det gule Løv fra Skoven ud i Aaen og hen over Heden hvor Græstørvhuset stod, hvor fremmede Folk boede; men under Aasen, godt i Læ bag høie Træer stod det lille Huus, hvidtet og malet; inde i Stuen brændte i Kakkelovnen Klynetørvene, inde i Stuen var Solskin, der straalede fra to Barne-Øine, Foraarets Lærkeslag lød i Talen fra dets røde, leende Mund; der var Liv og Lystighed, lille Christine var der; hun sad paa Ibs Knæ; Ib var hende Fader og Moder, de vare borte, som Drømmen er det for Barnet og den Voxne. Ib sad i det nette, pyntelige Huus, en velhavende Mand; den lille Piges Moder laae paa de Fattiges Kirkegaard ved Kongens Kjøbenhavn.
They say that Ib has a tidy sum put away, gold from the earth; he is rich and he has his little Christina. Ib havde Penge paa Kistebunden, sagde de, Guld fra Muld, og han havde jo ogsaa lille Christine.

Copyright Anchor Books Doubleday
Hans Christian Andersen:
The Complete Fairy Tales and Stories

Translated from Danish by Erik Christian Haugaard

Copyright:
The Hans Christian Andersen Project