| Once there were five
and twenty tin soldiers. They were all brothers because they
had been made from the same old tin spoon. With their rifles
sticking up over their shoulders, they stood at attention, looking
straight ahead, in their handsome red and blue uniforms. "Tin
soldiers!" were the first words they heard in this world; and
they had been shouted happily by a little boy who was clapping
his hands because he had received them as a birthday gift. He
took them immediately out of the box they had come in and set
them on the table. They were all exactly alike except one, who
was different from the others because he was missing a leg.
He had been the last one to be cast and there had not been enough
tin. But he stood as firm and steadfast on his one leg as the
others did on their two. He is the hero of our story. |
Der var engang fem og
tyve Tinsoldater, de vare alle Brødre, thi de vare fødte af
en gammel Tinskee. Geværet holdt de i Armen og Ansigtet satte
de lige ud; rød og blaa, nok saa deilig var Uniformen. Det Allerførste,
de hørte i denne Verden, da Laaget blev taget af Æsken, hvori
de laae, var det Ord: "Tinsoldater!" det raabte en
lille Dreng og klappede i Hænderne; han havde faaet dem, for
det var hans Geburtsdag, og stillede dem nu op paa Bordet. Den
ene Soldat lignede livagtig den anden, kun en eneste var lidt
forskjellig; han havde eet Been, thi han var blevet støbt
sidst, og saa var der ikke Tin nok; dog stod han ligesaa fast
paa sit ene, som de andre paa deres to, og det er just ham,
som bliver mærkværdig. |
| |
Paa Bordet, hvor de
bleve stillede op, stod meget andet Legetøi; men det,
som faldt meest i Øinene, var et nydeligt Slot af Papir.
Gjennem de smaa Vinduer kunde man see lige ind i Salene. Udenfor
stode smaa Træer, rundtom et lille Speil, der skulde see
ud som en Sø; Svaner af Vox svømmede derpaa og
speilede sig. Det var altsammen nydeligt, men det Nydeligste
blev dog en lille Jomfru, som stod midt i den aabne Slotsdør;
hun var ogsaa klippet ud af Papir, men hun havde et Skjørt
paa af det klareste Linon og et lille smalt blaat Baand over
Skulderen ligesom et Gevandt; midt i det sad en skinnende Paillette,
lige saa stor som hele hendes Ansigt. Den lille Jomfru strakte
begge sine Arme ud, for hun var en Dandserinde, og saa løftede
hun sit ene Been saa høit i Veiret, at Tinsoldaten slet
ikke kunde finde det og troede, at hun kun havde eet Been ligesom
han. |
| |
"Det var en Kone
for mig!" tænkte han; "men hun er noget fornem,
hun boer i et Slot, jeg har kun en Æske, og den ere vi
fem og tyve om, det er ikke et Sted for hende! dog jeg maa see
at gjøre Bekjendtskab!" og saa lagde han sig saa
lang han var bag en Snuustobaksdaase, der stod paa Bordet; der
kunde ban ret see paa den lille fine Dame, som blev ved at staae
paa eet Been, uden at komme ud af Balancen. |
| |
Da det blev ud paa Aftenen,
kom alle de andre Tinsoldater i deres Æske, og Folkene
i Huset gik til Sengs. Nu begyndte Legetøiet at lege,
baade at komme Fremmede, føre Krig og holde Bal; Tinsoldaterne
raslede i Æsken, for de vilde være med, men de kunde
ikke faae Laaget af. Nøddeknækkeren slog Kaalbøtter,
og Griffelen gjorde Commers paa Tavlen; det var et Spektakel
saa Kanarifuglen vaagnede, og begyndte at snakke med, og det
paa Vers. De to eneste, som ikke rørte sig af Stedet,
var Tinsoldaten og den lille Dandserinde; hun holdt sig saa
rank paa Taaspidsen og begge Armene udad; han var ligesaa standhaftig
paa sit ene Been, hans Øine kom ikke et Øieblik
fra hende. |
| |
Nu slog Klokken tolv,
og klask, der sprang Laaget af Snuustobaksdaasen, men der var
ingen Tobak i, nei, men en lille sort Trold, det var saadant
et Kunststykke. |
| |
"Tinsoldat!"
sagde Trolden, "vil Du holde dine Øine hos Dig selv!"
|
| |
Men Tinsoldaten lod,
som han ikke hørte det. |
| |
"Ja bi til imorgen!"
sagde Trolden. |
| |
Da det nu blev Morgen,
og Børnene kom op, blev Tinsoldaten stillet hen i Vinduet,
og enten det nu var Trolden eller Trækvind, ligemed eet
fløi Vinduet op og Soldaten gik ud paa Hovedet fra tredie
Sal. Det var en skrækkelig Fart, han vendte Benet lige
iveiret, og blev staaende paa Kaskjetten, med Bajonetten nede
imellem Brostenene. |
| |
Tjenestepigen og den
lille Dreng kom strax ned, for at søge; men skjøndt
de vare færdig ved at træde paa ham, kunde de dog
ikke see ham. Havde Tinsoldaten raabt: her er jeg! saa havde
de nok fundet ham, men han fandt det ikke passende at skrige
høit, da han var i Uniform. |
| |
Nu begyndte det at regne,
den ene Draabe faldt tættere end den anden, det blev en
ordentlig Skylle; da den var forbi, kom der to Gadedrenge. |
| |
"Sei Du!"
sagde den ene, "der ligger en Tinsoldat! han skal ud at seile!" |
| |
Og saa gjorde de en
Baad af en Avis, satte Tinsoldaten midt i den, og nu seilede
han ned af Rendestenen; begge Drengene løb ved Siden
og klappede i Hænderne. Bevar os vel! hvilke Bølger
der gik i den Rendesteen, og hvilken Strøm der var; ja
det havde da ogsaa skylregnet. Papiirsbaaden vippede op og ned,
og imellem saa dreiede den saa gesvindt, saa det dirrede i Tinsoldaten;
men han blev standhaftig, forandrede ikke en Mine, saae lige
ud og holdt Geværet i Armen. |
| |
Lige med eet drev Baaden
ind under et langt Rendesteens-Bræt; der blev lige saa
mørkt, som om han var i sin Æske. |
| |
"Hvor mon jeg nu
kommer hen", tænkte han, "ja, ja, det er Troldens
Skyld! Ak sad dog den lille Jomfru her i Baaden, saa maatte
her gjerne være eengang saa mørkt endnu!"
|
| |
I det samme kom der
en stor Vandrotte, som boede under Rendesteens-Brættet. |
| |
"Har Du Pas?"
spurgte Rotten. "Hid med Passet!" |
| |
Men Tinsoldaten taug
stille og holdt endnu fastere paa Geværet. Baaden foer
afsted og Rotten bag efter. Hu! hvor den skar Tænder,
og raabte til Pinde og Straa: |
| |
"Stop ham! stop ham!
han har ikke betalt Told! han har ikke viist Pas!" |
| |
Men Strømmen
blev stærkere og stærkere! Tinsoldaten kunde allerede
øine den lyse Dag foran hvor Brættet slap, men
han hørte ogsaa en brusende Lyd, der nok kunde gjøre
en tapper Mand forskrækket; tænk dog, Rendestenen
styrtede, hvor Brættet endte, lige ud i en stor Canal,
det vilde være for ham lige saa farligt, som for os at
seile ned af et stort Vandfald. |
| |
Nu var han allerede
saa nær derved, at han ikke kunde standse. Baaden foer
ud, den stakkels Tinsoldat holdt sig saa stiv han kunde, ingen
skulde sige ham paa, at han blinkede med Øinene. Baaden
snurrede tre fire Gange rundt, og var fyldt med Vand lige til
Randen, den maatte synke; Tinsoldaten stod i Vand til Halsen
og dybere og dybere sank Baaden, mere og mere løste Papiret
sig op; nu gik Vandet over Soldatens Hoved, - da tænkte
han paa den lille nydelige Dandserinde, som han aldrig mere
skulde faae at see; og det klang for Tinsoldatens Øre: |
| |
"Fare, Fare, Krigsmand! Døden skal Du lide!"
|
| |
Nu gik Papiret itu,
og Tinsoldaten styrtede igjennem - men blev i det samme slugt
af en stor Fisk. |
| |
Nei, hvor det var mørkt
derinde! der var endnu værre, end under Rendesteens-Brættet,
og saa var der saa snevert; men Tinsoldaten var standhaftig,
og laae saa lang han var med Geværet i Armen. |
| |
Fisken foer omkring,
den gjorde de allerforfærdeligste Bevægelser; endelig
blev den ganske stille, der foer som en Lynstraale gjennem den.
Lyset skinnede ganske klart og een raabte høit: "Tinsoldat!"
Fisken var blevet fanget, bragt paa Torvet, solgt og kommet
op i Kjøkkenet, hvor Pigen skar den op med en stor Kniv.
Hun tog med sine to Fingre Soldaten midt om Livet og bar ham
ind i Stuen, hvor de Allesammen vilde see saadan en mærkværdig
Mand, der havde reist om i Maven paa en Fisk; men Tinsoldaten
var slet ikke stolt. De stillede ham op paa Bordet og der -
nei, hvor det kan gaae underligt til i Verden! Tinsoldaten var
i den selvsamme Stue, han havde været i før, han
saae de selvsamme Børn og Legetøiet stod paa Bordet;
det deilige Slot med den nydelige lille Dandserinde; hun holdt
sig endnu paa det ene Been og havde det andet høit i
Veiret, hun var ogsaa standhaftig; det rørte Tinsoldaten,
han var færdig ved at græde Tin, men det passede
sig ikke. Han saae paa hende og hun saae paa ham, men de sagde
ikke noget. |
| |
I det samme tog den
ene af Smaadrengene og kastede Soldaten lige ind i Kakkelovnen,
og han gav slet ingen Grund derfor; det var bestemt Trolden
i Daasen, der var Skyld deri. |
| |
Tinsoldaten stod ganske
belyst og følte en Hede, der var forfærdelig, men
om det var af den virkelige Ild, eller af Kjærlighed,
det vidste han ikke. Couleurerne vare reent gaaet af ham, om
det var skeet paa Reisen eller det var af Sorg, kunde ingen
sige. Han saae paa den lille Jomfru, hun saae paa ham, og han
følte han smeltede, men endnu stod han standhaftig med
Geværet i Armen. Da gik der en Dør op, Vinden tog
i Dandserinden og hun fløi ligesom en Sylphide lige ind
i Kakkelovnen til Tinsoldaten, blussede op i Lue og var borte;
saa smeltede Tinsoldaten til en Klat, og da Pigen Dagen efter
tog Asken ud, fandt hun ham som et lille Tinhjerte; af Dandserinden
derimod var der kun Pailletten, og den var brændt kulsort. |
|