The Tales of Hans Christian Andersen

The Wild Swans - De vilde Svaner

1838

Far, far away where the swallows are when we have winter, there lived a king who had eleven sons and one daughter, Elisa. The eleven brothers were all princes; and when they went to school, each wore a star on his chest and a sword at his side. They wrote with diamond pencils on golden tablets, and read aloud so beautifully that everyone knew at once that they were of royal blood. Their sister Elisa sat on a little stool made of mirrors and had a picture book that had cost half the kingdom. Langtborte herfra, der hvor Svalerne flyve hen, naar vi have Vinter, boede en Konge, som havde elleve Sønner og een Datter, Elisa. De elleve Brødre, Prindser vare de, gik i Skole med Stjerne paa Brystet og Sabel ved Siden; de skreve paa Guldtavle med Diamantgriffel og læste ligesaa godt udenad, som indeni; man kunde strax høre, at de vare Prindser. Søsteren Elisa sad paa en lille Skammel af Speilglas og havde en Billedbog, der Var kjøbt for det halve Kongerige.
How well those children lived; but it did not last. 0, de Børn havde det saa godt, men saaledes skulde det ikke altid blive!
Their father, who was king of the whole country, married an evil queen, and that boded no good for the poor children. They found this out the first day she came. The whole castle was decorated in honor of the great event, and the children decided to play house. Instead of the cakes and baked apples they usually were given for this game-- and which were so easy to provide-- the queen handed them a teacup full of sand and said that they should pretend it was something else. Deres Fader, som var Konge over hele Landet, giftede sig med en ond Dronning, der slet ikke var de stakkels Børn god; allerede den første Dag kunde de godt mærke det; paa hele Slottet var der stor Stads, og saa legede Børnene: komme Fremmede; men istedetfor at de ellers fik alle de Kager og stegte Æbler, der vare at overkomme, gav hun dem kun Sand i en Thekop og sagde, at de kunde lade, som om det var noget.
A week later little Elisa was sent to live with some poor peasants; and the evil queen made the king believe such dreadful. things about the princes that soon he did not care for them any more. Ugen efter satte hun den lille Søster Elisa ud paa Landet hos nogle Bønderfolk, og længe varede det ikke, før hun fik Kongen indbildt saameget om de stakkels Prindser, at han slet ikke brød sig mere om dem.
"Fly away, out into the world with you and fend for yourselves! Fly as voiceless birds!" cursed the queen; but their fate was not as terrible as she would have liked it to be, for her power had its limits. They became eleven beautiful, wild swans. With a strange cry, they flew out of the castle window and over the park and the forest. "Flyv I ud i Verden og skyt jer selv!" sagde den onde Dronning; "flyv som store Fugle, uden Stemme!" men hun kunde dog ikke gjøre det saa slemt, som hun gjerne vilde; de bleve elleve deilige vilde Svaner. Med et underligt Skrig fløi de ud af Slotsvinduerne henover Parken og Skoven.
It was very early in the morning when they flew over the farm where Elisa lived. She was still asleep in her little bed. They circled low above the roof of the farmhouse, turning and twisting their necks, to catch a glimpse of their sister, while their great wings beat the air. But no one was awake, and no one heard or saw them. At last they had to fly away, high up into the clouds, toward the great dark forest that stretched all the way to the ocean. Det var endnu ganske tidlig Morgen, da de kom forbi, hvor Søsteren Elisa laae og sov i Bondens Stue; her svævede de over Taget, dreiede med deres lange Halse, og sloge med Vingerne, men ingen hørte eller saae det; de maatte igjen afsted, høit op imod Skyerne, langt ud i den vide Verden, der fløi de ud i en stor mørk Skov, der strakte sig lige til Stranden.
Poor little Elisa sat on the floor playing with a leaf. She had no toys, so she had made a hole in the leaf and was looking up at the sun through it. She felt as though she were looking into the bright eyes of her brothers; and when the warm sunbeams touched her cheeks, she thought of all the kisses they had given her. Den stakkels lille Elisa stod i Bondens Stue, og legede med et grønt Blad, andet Legetøi havde hun ikke; og hun stak et Hul i Bladet, kikkede derigjennem op paa Solen, og da var det ligesom om hun saae sine Brødres klare Øine, og hver Gang de varme Solstraaler skinnede paa hendes Kind, tænkte hun paa alle deres Kys.
The days passed, one after another, and they all were allke. The wind blew through the rosebush and whispered, "Who can be more lovely than you are?" The roses shook their heads and replied: "Elisa!" On Sundays the old woman at the farm would set her chair outside and sit reading her psalmbook. The wind would turn the leaves and whisper, "Who can be more saintly than you?" The psalmbook would answer as truthfully as the roses had: "Elisa!" Den ene Dag gik ligesom den anden. Blæste Vinden gjennem de store Rosenhækker udenfor Huset, da hvidskede den til Roserne: "hvo kan være smukkere, end I," men Roserne rystede med Hovedet og sagde: "Det er Elisa." Og sad den gamle Kone om Søndagen i Døren og læste i sin Psalmebog, da vendte Vinden Bladene, og sagde til Bogen: "Hvo kan være frommere end Du?" - "Det er Elisa!" sagde Psalmebogen, og det var den rene Sandhed, hvad Roserne og Psalmebogen sagde.
When Elisa turned fifteen she was brought back to the castle. As soon as the evil queen saw how beautiful the girl was, envy and hate filled her evil heart. She would gladly have transformed Elisa into a swan at first sight; but the king had asked to see his daughter, and the queen did not dare to disobey him. Da hun var femten Aar, skulde hun hjem; og da Dronningen saae, hvor smuk hun var, blev hun hende vred og hadefuld; gjerne havde hun forvandlet hende til en vild Svane, ligesom Brødrene, men det turde hun ikke strax, da jo Kongen vilde see sin Datter.
Early the next morning, before Elisa was awake, the queen went into the marble bathroom, where the floors were covered with costly carpets and the softest pillows lay on the benches that lined the walls. She had three toads with her. She kissed the first and said, "Sit on Elisa's head that she may become as lazy as you are." Kissing the second toad, she ordered, "Touch Elisa's forehead that she may become as ugly as you are, so her father will not recognize her." Then she kissed the third toad. "Rest next to Elisa's heart, that her soul may become as evil as yours and give her pain." She dropped the toads into the clear water and, instantly, it had a greenish tinge. She sent for Elisa, undressed her, and told her to step into the bath. As she slipped into the water, the first toad leaped onto Elisa's head, the second touched her forehead, and the third snuggled as close to her heart as it could. But Elisa did not seem to notice them. When Elisa rose from the bath, there floating on the water were three red poppies. It the toads had not been made poisonous by the kiss of the wicked queen, they would have turned into roses; but they had become flowers when they touched Elisa. She was so good and so innocent that evil magic could not harm her. I den tidlige Morgen gik Dronningen ind i Badet, der var bygget af Marmor, og smykket med bløde Hynder og de deiligste Tæpper, og hun tog tre Skruptudser, kyssede paa dem, og sagde til den ene: "sæt Dig paa Elisas Hoved, naar hun kommer i Badet, at hun kan blive dorsk, som Du! Sæt Dig paa hendes Pande," sagde hun til den anden, "at hun kan blive styg, som Du, saa at hendes Fader ikke kjender hende! Hvil ved hendes Hjerte," hvidskede hun til den tredie, "lad hende faae et ondt Sind, at hun kan have Fine deraf!" Saa satte hun Skruptudserne ud i det klare Vand, der strax fik en grønlig Farve, kaldte paa Elisa, klædte hende af, og lod hende stige ned i Vandet, og i det hun dukkede, satte den ene Skruptudse sig i hendes Haar, den anden paa hendes Pande og den tredie paa Brystet, men Elisa syntes slet ikke at mærke det; saasnart hun reiste sig op, flød der tre røde Valmuer paa Vandet; havde Dyrene ikke været giftige og kyssede af Hexen, da vare de blevne forvandlede til røde Roser, men Blomster bleve de dog, ved at hvile paa hendes Hoved og ved hendes Hjerte; hun var for from og uskyldig til at Trolddommen kunde have Magt over hende.
When the wicked queen realized this, she took the juice from walnut shells and rubbed Elisa's body till it was streaked black and brown; then she smeared an awful-smelling salve on the girl's face and filtered ashes and dust through her hair. Now it was impossible for anyone to recognize the lovely princess. Da den onde Dronning saae det, gned hun hende ind med Valnød-Saft, saa hun blev ganske sortbruun, strøg det smukke Ansigt over med en stinkende Salve og lod det deilige Haar filtre sig; det var umuligt at kjende den smukke Elisa igjen.
Her father got frightened when he saw her, and said, "She is not my daughter." Only the watchdog and the swallows recognized her; but they were only animals and nobody paid any attention to them. Da derfor hendes Fader saae hende, blev han ganske forskrækket, og sagde at det var ikke hans Datter; Ingen vilde heller kjendes ved hende, uden Lænkehunden og Svalerne, men de vare fattige Dyr og havde ikke noget at sige.
Elisa wept bitterly and thought of her eleven brothers who had disappeared. In despair, she slipped out of the castle. She walked all day across fields and swamps until she came to the great forest. She did not know where she was going; she only knew that she was deeply unhappy and she longed more than ever to see her brothers again. She thought that they had been forced out into the world as she had; and now she would try to find them. Da græd den stakkels Elisa og tænkte paa sine elleve Brødre, der alle vare borte. Bedrøvet listede hun sig udaf Slottet, gik hele Dagen over Mark og Mose ind i den store Skov. Hun vidste slet ikke, hvor hun vilde hen, men hun følte sig saa bedrøvet og længtes efter sine Brødre, de vare vist ogsaa, ligesom hun, jaget ud i Verden, dem vilde hun søge og finde.
As soon as she entered the forest, night fell. She had come far away from any road or path. She lay down on the soft moss to sleep. She said her prayers and leaned her head against the stump of a tree. The night was silent, warm, and still. Around her shone so many glowworms that, when she touched the branch of a bush, the little insects fell to the ground like shooting stars. Kun kort Tid havde hun været i Skoven, før Natten faldt paa; hun var kommet reent bort fra Vei og Sti; da lagde hun sig ned paa det bløde Mos, læste sin Aftenbøn og hældede sit Hoved op til en Stub. Der var saa stille, Luften var saa mild, og rundt omkring i Græsset og paa Mosset skinnede, som en grøn Ild, over hundrede Sanet Hans-Orme; da hun med Haanden sagte rørte ved een af Grenene, faldt de lysende Insecter, som Stjerneskud, ned til hende.
That night she dreamed about her brothers. Again they were children writing on their golden tablets with diamond pens; and once more she looked at the lovely picture book that had cost half the kingdom. But on their tablets her brothers were not only doing their sums, they wrote of all the great deeds they had performed. The pictures in the book became alive: the birds sang, and the men and women walked right out of the book to talk to Elisa. Every time she was about to turn a leaf, they quickly jumped back onto the page, so as not to get in the wrong picture. Hele Natten drømte hun om sine Brødre; de legede igjen, som Børn, skrev med Diamantgriffel paa Guldtavle og saae i den deilige Billedbog, der havde kostet det halve Rige; men paa Tavlen skreve de ikke, som før, kun Nuller og Streger, nei de dristigste Bedrifter de havde udført, Alt hvad de havde oplevet og seet; og i Billedbogen var Alt levende, Fuglene sang, og Menneskene gik ud af Bogen og talte til Elisa og hendes Brødre, men naar hun vendte Bladet, sprang de strax igjen ind, for at der ikke skulde komme Vildrede i Billederne.
When she awoke, the sun was already high in the heavens; but she couldn't see it, for the forest was so dense that the branches of the tall trees locked out the sky. But the sun rays shone through the leaves and made a shimmering golden haze. The smell of greenness was all around her, and the birds were so tame that they almost seemed willing to perch on her shoulder. She heard the splashing of water; and she found a little brook, and followed it till it led her to a lovely little pool that was so clear, she could see the sand bottom in a glance. It was surrounded by bushes; but at one spot the deer, when they came down to drink, had made a hole. Here Elisa kneeled down. Had the branches and their leaves not been swayed gently by the wind, she would have believed that they had been painted on the water, so perfectly were they mirrored. Those upon which the sun shone glistened, and those in the shade were a dark green. Da hun vaagnede, var Solen allerede høit oppe; hun kunde rigtignok ikke see den, de høie Træer bredte deres Grene tæt og fast ud, men Straalerne spillede deroppe ligesom et viftende Guldflor; der var en Duft af det Grønne, og Fuglene vare nær ved at sætte sig paa hendes Skuldre. Hun hørte Vandet pladske, det var mange store Kildevæld, som alle faldt ud i en Dam hvor der var den deiligste Sandbund; rigtignok voxte her tætte Buske rundt om, men paa eet Sted havde Hjortene gravet en stor Aabning og her gik Elisa hen til Vandet, det var saa klart, at havde Vinden ikke rørt Grene og Buske saaledes at de bevægede sig, da maatte hun have troet, at de vare malede af nede paa Bunden, saa tydeligt speilede sig der hvert Blad, baade det Solen skinnede igjennem og det der ganske var i Skygge.
Then Elisa saw her own face and was frightened: it was so dirty and ugly. She dipped her hand into the water and rubbed her eyes, her cheeks, and her forehead till she could see her own fresh skin again. She undressed and bathed in the clear pool, and a more beautiful princess than she, could not have been found in the whole world. Saasnart hun saae sit eget Ansigt, blev hun ganske forskrækket, saa bruunt og fælt var det, men da hun gjorde sin lille Haand vaad og gned Øine og Pande, skinnede den hvide Hud frem igjen, da lagde hun alle sine Klæder og gik ud i det friske Vand; et deiligere Kongebarn, end hun var, fandtes der ikke i denne Verden.
When she had dressed, braided her long hair, and drunk from the brook with her cupped hand, she wandered farther and farther into the forest without knowing where she was going. She thought about her brothers and trusted that God would not leave her. There ahead of her was a wild apple tree. Hadn't God let it grow there so that the hungry could eat? Its branches were bent almost to the ground under the weight of the fruit. Here Elisa rested and had her midday meal; before she walked on, she found sticks and propped up the heavily laden branches of the apple tree. The forest grew darker and darker. It was so still that she could hear her own footsteps: the sound of every little stick and leaf crumbling under her foot. No birds were to be seen or heard, no sunbeams penetrated the foliage. The trees grew so close together that when she looked ahead she felt as if she were imprisoned in a stockade. Oh, here she was more alone than she had ever thought one could be! Da hun igjen var klædt og havde flættet sit lange Haar, gik hun til det sprudlende Væld, drak af sin hule Haand, og vandrede længere ind i Skoven, uden selv at vide hvorhen. Hun tænkte paa sine Brødre, tænkte paa den gode Gud, der vist ikke vilde forlade hende; han lod de vilde Skovæbler groe, for at mætte den Hungrige; han viste hende et saadant Træ, Grenene bugnede af Frugt, her holdt hun sit Middagsmaaltid, satte Støtter under dets Grene og gik saa ind i den mørkeste Deel af Skoven. Der var saa stille, at hun hørte sine egne Fodtrin, hørte hvert lille vissent Blad der bøiede sig under hendes Fod; ikke en Fugl var der at see, ikke en Solstraale kunde trænge igjennem de store tætte Trægrene; de høie Stammer stode saa nær ved hinanden, at naar hun saae ligefrem, var det, som om det ene Bjelkegitter, tæt ved det andet, omsluttede hende; o, her var en Eensomhed, hun aldrig før havde kjendt.
Night came and not a single glowworm shone in the darkness. When she lay down to sleep she was hopelessly sad; but then the branches above her seemed to be drawn aside like a curtain, and she saw God looking down at her, with angels peeping over His shoulders and out from under His arms. Natten blev saa mørk; ikke en eneste lille Sanet Hansorm skinnede fra Mosset, bedrøvet lagde hun sig ned for at sove; da syntes hun at Trægrenene oven over hende gik til Side og vor Herre med milde Øine saae ned paa hende, og smaa Engle tittede frem over hans Hoved og under hans Arme.
And in the morning when she awoke, she did not know whether she had really seen God or it had merely been a dream. Da hun vaagnede om Morgenen, vidste hun ikke, om hun havde drømt det, eller om det virkelig var saa.
Elisa met an old woman who was carrying a basket full of berries on her arm, and she offered the girl some berries. Elisa thanked her and then asked if she had seen eleven princes riding through the forest. Hun gik nogle Skridt fremad, da mødte hun en gammel Kone med Bær i sin Kurv, den Gamle gav hende nogle af disse. Elisa spurgte, om hun ikke havde seet elleve Prindser ride igjennem Skoven.
"No," the old woman replied. "But I have seen eleven swans with golden crowns on their heads, swimming in a stream not far from here." "Nei", sagde den Gamle, "men jeg saae igaar elleve Svaner med Guldkroner paa Hovedet svømme ned af Aaen her tæt ved!"
She said she would show Elisa the way and led her to a cliff. Below it a little river twisted and turned its way through the forest. It seemed to be flowing in a tunnel, for the trees that grew on either side stretched their leafy branches toward each other and then intertwined. Where the branches were not long enough to span the stream, the trunks had pulled up part of their roots, in order to lean farther out over the water so the branches could meet. Og hun førte Elisa et Stykke længer frem til en Skrænt; nedenfor denne bugtede sig en Aa; Træerne paa dens Bredder strakte deres lange bladfulde Grene over imod hinanden, og hvor de, efter deres naturlige Vext, ikke kunde naae sammen, der havde de revet Rødderne løse fra Jorden og heldede ud over Vandet med Grenene flettede i hinanden.
Elisa said good-by to the old woman and followed the stream until its water ran out into the sea. Elisa sagde Farvel til den Gamle og gik langs med Aaen, til hvor denne flød ud i den store, aabne Strand.
Before her lay the beautiful ocean. There was not a sail to be seen nor any boat along the shore. She could not go any farther. How would she ever be able to find her brothers? She looked down. The shore was covered with pebbles: all the little stones were round; they had been made so by the sea. Iron, glass, stones, everything that lay at her feet had been ground into its present shape by water that was softer than her own delicate hand. "The waves roll on untiringly, and grind and polish the hardest stone. I must learn to be as untiring as they. Thank you for the lesson you have taught me, waves; and I am sure that one day you will carry me to my dear brothers." Hele det deilige Hav laae for den unge Pige; men ikke en Seiler viste sig derude, ikke en Baad var der at see, hvor skulde hun dog komme længer bort. Hun betragtede de utallige Smaastene paa Bredden; Vandet havde slebet dem alle runde. Glas, Jern, Stene, Alt hvad der laae skyllet op, havde taget Skikkelse af Vandet, der dog var langt blødere end hendes fine Haand. "Det bliver utrætteligt ved at rulle, og saa jevner sig det Haarde, jeg vil være liggesaa utrættelig! tak for Eders Lærdom, I klare, rullende Bølger; engang, det siger mit Hjerte mig, ville I bære mig til mine kjære Brødre!"
Among the dried-out seaweed on the beach she found eleven swans' feathers. She picked them up; to each of them clung a drop of water, whether it was dew or a tear she did not know. Although she was alone, Elisa did not feel lonely for she could watch the ever changing scene before her. The sea transforms itself more in an hour than a lake does in a year. When the clouds above it are dark, then the sea becomes as black as they are; and yet it will put on a dress of white if the wind should suddenly come and whip the waves. In the evening when the winds sleep and the clouds have turned pink, the sea will appear like the petal of a giant rose. Blue, white, green, red: the sea contains all colors; and even when it is calm, standing at the shore's edge, you will notice that it is moving like the breast of a sleeping child. Paa den opskyllede Tang laae elleve hvide Svanefjer; hun samlede dem i en Bouquet, der laae Vanddraaber paa dem, om det var Dug eller Taarer, kunde ingen see. Eensomt var der ved Stranden, men hun følte det ikke; thi Havet frembød en evig Afvexling, ja i nogle faa Timer flere, end de ferske Indsøer kunne vise i et heelt Aar. Kom der en stor sort Sky, saa var det, som Søen vilde sige: jeg kan ogsaa see mørk ud, og da blæste Vinden og Bølgerne vendte det Hvide ud; men skinnede Skyerne røde og Vindene sov, saa var Havet som et Rosenblad; nu blev det grønt, nu hvidt, men i hvor stille det hvilede, var der dog ved Bredden en sagte Bevægelse; Vandet hævede sig svagt, som Brystet paa et sovende Barn.
When the sun began to slide down behind the sea, Elisa saw eleven wild swans, with golden crowns on their heads, flying toward the beach. Like a white ribbon being pulled across the sky, they flew one after the other. Elisa hid behind some bushes. The swans landed nearby, still flapping their great white wings. Da Solen var ved at gaae ned, saae Elisa elleve vilde Svaner med Guldkroner paa Hovedet flyve mod Land, de svævede den ene bag den anden; det saae ud som et langt hvidt Baand; da steg Elisa op paa Skrænten og skjulte sig bag en Busk; Svanerne satte sig nær ved hende og sloge med deres store, hvide Vinger.
At the moment when the sun finally sank below the horizon, the swans turned into eleven handsome princes, Elisa's brothers. She shrieked with joy when she saw them. Although they had grown up since she had seen them last, she recognized them immediately and ran out from her hiding place to throw herself in their arms. They were as happy to see her as she was to see them. They laughed and cried, as they told each other of the evil deeds of their wicked stepmother. I det Solen var under Vandet, faldt pludseligt Svanehammen og der stode elleve deilige Prindser, Elisas Brødre. Hun ud stødte et høit Skrig; thi uagtet de havde forandret sig meget, vidste hun, at det var dem, følte, at det maatte være dem; og hun sprang i deres Arme, kaldte dem ved Navn og de bleve saa lyksalige, da de saae og kjendte deres lille Søster, der nu var saa stor og deilig. De loe og de græd, og snart havde de forstaaet hinanden, hvor ond deres Stedmoder havde været imod dem Alle.
"We must fly as wild swans as long as the sun is in the sky," explained the oldest brother. "Only when night has come do we regain our human shape; that is why we must never be in flight at sunset, for should we be up among the clouds, like any other human beings, we would fall and be killed. We do not live here, but in a country on the other side of the ocean. The sea is vast. It is far, far away; and there is no island where we can rest during our long journey. But midway in the ocean, a solitary rock rises above the waves. It is so tiny that we can just stand on it; and when the Waves break against it, the water splashes up over us. Yet we thank God for that ragged rock, for if it were not there we should never be able to visit again the country where we were born. As it is, we only dare attempt the flight during the longest days of the year. We stay here eleven summer days and then we must return. Only for such a short time can we fly over the great forest and see our father's castle, and circle above the church where our mother is buried. It is as if every tree, every bush, in our native land were part of us. The wild horses gallop across the plains today as they did yesterday when we were children, and the gypsies still sing the songs we know. That is why we must come back-- if only once a year. And now we have found you, our little sister. But we can only stay here two more days; then we must fly across the ocean to that fair land where we live now. How shall we be able to take you along? We have neither ship nor boat!" "Vi Brødre," sagde den ældste, "flyve, som vilde Svaner, saalænge Solen staaer paa Himlen; naar den er nede, faae vi vor menneskelige Skikkelse; derfor maae vi altid ved Sol-Nedgang passe paa at have Hvile for Foden; for flyve vi da oppe mod Skyerne, maae vi, som Mennesker, styrte ned i Dybet. Her boe vi ikke; der ligger et ligesaa skjønt Land, som dette, hiin Side Søen; men Veien der hen er lang, det store Hav maae vi over, og der findes ingen Ø paa vor Vei, hvor vi kunne overnatte, kun en eensom lille Klippe rager op midt derude; den er ei større, end at vi Side om Side kunne hvile paa den; gaaer Søen stærk saa sprøiter Vandet høit over os; men dog takke vi vor Gud for den. Der overnatte vi i vor Skikkelse som Menneske, uden den kunde vi aldrig gjæste vort kjære Fædreland, thi to af Aarets længste Dage bruge vi til vor Flugt. Kun eengang om Aaret er det forundt os at besøge vort Fædrenehjem, elleve Dage tør vi blive her, flyve henover denne store Skov, hvorfra vi kunne Øine Slottet, hvor vi bleve fødte og hvor vor Fader boer, see det høie Taarn af Kirken, hvor Moder er begravet. - Her synes vi Træer og Buske ere i Sleegt med os, her løbe de vilde Heste hen over Sletterne, som vi saae det i vor Barndom; her synger Kulbrænderen de gamle Sange, vi dandsede efter som Børn, her er vort Fædreland, her drages vi hen og her have vi fundet Dig Du kjære, lille Søster! to Dage endnu tør vi blive her, saa maae vi bort over Havet til et deiligt Land, men som ikke er vort Fædreland! hvorledes faae vi Dig med? Vi have hverken Skib eller Baad!"
"What can I do to break the spell that the queen has cast?" asked Elisa. "Hvorledes skal jeg kunne frelse Eder!" sagde Søsteren.
They talked almost the whole night through; only for a while did they doze. Og de talte sammen næsten den hele Nat, der blev kun blundet nogle Timer.
Elisa was awakened by the sound of wings beating the air. Her brothers had turned into swans again. They flew in circles above her and then disappeared over the forest. But her youngest brother had stayed behind. He rested his white head in her lap, and she stroked his strong white wings. Just before sunset, the others returned; and when twilight came, they were princes once more. Elisa vaagnede ved Lyden af Svanevingerne, der susede over hende. Brødrene vare igjen forvandlede og de fløi i store Kredse og tilsidst langtbort, men een af dem, den yngste, blev tilbage; og Svanen lagde sit Hoved i hendes Skjød og hun klappede dens hvide Vinger; hele Dagen vare de sammen. Mod i Aften kom de Andre tilbage, og da Solen var nede, stode de i deres naturlige Skikkelse.
"Tomorrow we must begin the flight back to our new homeland," said the oldest brother. "We dare not stay longer; but how can we leave you behind, Elisa? It will be a whole year before we can return. My arms when I am a man are strong enough to carry you through the forest; wouldn't the wings of all of us be strong enough to carry you over the sea when we are swans?" "Imorgen flyve vi herfra, tør ikke komme tilbage før om et heelt Aar, men Dig kunne vi ikke saaledes forlade! har Du Mod at følge med? Min Arm er stærk nok til at bære Dig gjennem Skoven, skulle vi da ikke Alle have stærke Vinger nok til at flyve med Dig over Havet."
"I'll go with you!" exclaimed Elisa. "Ja, tag mig med!" sagde Elisa.
They worked all night, weaving a net of reeds and willow branches. Just before sunrise, Elisa lay down upon it; and she was so tired that she fell asleep. When the sun rose, and the princes changed into swans again, they picked up the net with their bills and new up into the clouds with their sleeping sister. The burning rays of the sun fell on her face, so one of the swans flew above her, to shade her with his great wings. Den hele Nat tilbragte de med at flette et Net af den smidige Pilebark og de seige Siv, og det blev stort og stærkt; paa dette lagde Elisa sig, og da Solen saa kom frem, og Brødrene forvandledes til vilde Svaner, grebe de i Nettet med deres Næb, og fløi høit mod Skyerne med den kjære Søster, der sov endnu. Solstraalerne faldt lige paa hendes Ansigt, derfor fløi een af Svanerne over hendes Hoved, at dens brede Vinger kunde give Skygge.
They were far out over the ocean When Elisa awoke. So strange did it feel to be carried through the air that at first she thought she was dreaming. Some berries and roots lay beside her. Her youngest brother had collected this provision for her journey, and it was he who now flew above her and shaded her from the sun. De vare langt fra Land, da Elisa vaagnede; hun troede endnu at drømme, saa underligt forekom det hende, at bæres over Havet, høit igjennem Luften. Ved hendes Side laae en Green med deilige modne Bær, og et Bundt velsmagende Rødder; dem havde den yngste af Brødrene samlet og lagt til hende, og hun tilsmilede ham taknemlig, thi hun kjendte, det var ham, som fløi lige over hendes Hoved, og skyggede med Vingerne.
  De vare saa høit oppe, at det første Skib, de saae under dem, syntes en hvid Maage, der laae paa Vandet. En stor Sky stod bagved dem, det var et heelt Bjerg, og paa den saae Elisa Skyggen af sig selv, og af de elleve Svaner, saa kjæmpestore fløi de der; det var et Skilderi, prægtigere end hun havde seet noget før; men altsom Solen steeg høiere og Skyen blev længere bagved dem, forsvandt det svævende Skyggebillede.
The whole day they flew as swiftly as arrows through the air; yet their flight would have been even faster had they not been carrying Elisa. Soon the sun would begin to set. Dark clouds on the horizon warned of a coming storm. Elisa looked down; there was only the endless ocean; she saw no lonely rock. It seemed to her that the wings were beating harder now. She would be the cause of her brothers' deaths. When the sun set, they would turn into men again; then they would fall into the sea and be drowned. She prayed to God, but still there was no rocky islet to be seen. Black clouds filled the sky; soon the breath of the storm would be upon them. The waves seemed as heavy as lead, and in the clouds lightning flashed. Den hele Dag fløi de afsted, som en susende Piil gjennem Luften, men dog var det langsommere end ellers, nu havde de Søsteren at bære. Der trak et ondt Veir op, Aftenen nærmede sig; angst saae Elisa Solen synke, og endnu var ei den eensomme Klippe i Havet at Øine; det forekom hende, at Svanerne gjorde stærkere Slag med Vingerne. Ak! hun var Skyld i, at de ei kom hurtigt nok afsted; naar Solen var nede, vilde de blive til Mennesker, styrte i Havet, og drukne. Da bad hun i sit Hjertes Inderste en Bøn til vor Herre, men endnu øinede hun ingen Klippe; den sorte Sky kom nærmere; de stærke Vindpust forkyndte en Storm; Skyerne stode i een eneste stor truende Bølge, der fast som Bly skjød fremad; Lyn blinkede paa Lyn.
The rim of the sun touched the sea. Elisa trembled with fear. Suddenly the swans dove down so fast that she thought that they were falling; but then they spread out their wings again. Half of the sun had disappeared when Elisa saw the little rock. Looking down from the air, she thought that it looked more like a seal who had raised his head above the water. Just as the sun vanished they landed on the rock; and when the last of its light, like a piece of paper set aflame, flared up and then was gone, her brothers stood around her arm in arm. The island was so tiny that they had to stand holding onto each other all night. The lightning made the sky bright and the thunder roared. They held each other's hands and sang a psalm, which comforted them and gave them courage. Nu var Solen lige ved Randen af Havet. Elisas Hjerte bævede; da skjøde Svanerne nedad, saa hastigt at hun troede at falde; men nu svævede de igjen. Solen var halvt nede i Vandet; da først øinede hun den lille Klippe under sig, den saae ud, ikke større, end om det var en Sælhund, der stak Hovedet op af Vandet. Solen sank saa hurtigt; nu var den kun, som en Stjerne; da rørte hendes Fod ved den faste Grund, Solen slukkedes liig den sidste Gnist i det brændende Papir; Arm i Arm saae hun Brødrene staae omkring sig; men mere Plads, end netop til dem og hende, var der heller ikke. Søen slog mod Klippen, og gik som en Skylregn hen over dem; Himlen skinnede i een altid flammende Ild og Slag paa Slag rullede Tordenen; men Søster og Brødre holdt hinanden i Hænderne og sang en Psalme, hvoraf de fik Trøst og Mod.
At dawn the storm was over and the air was fresh and clear. The swans flew away from the rock, carrying Elisa. The sea was still turbulent. The white surf looked like millions of swans swimming on a raging green ocean. I Dagningen var Luften reen og stille; saasnart Solen steeg, fløi Svanerne med Elisa bort fra Øen. Havet gik endnu stærkt, det saae ud, da de vare høit i Veiret, som om den hvide Skum paa den sortegrønne Sø var Millioner Svaner, der fløde paa Vandet.
When the sun was high in the sky, Elisa saw a strange landscape. There was a mountain range covered with ice and snow. Halfway down the mountainsides was a huge palace, miles long, made of arcades, one on top of the other. And below that was a forest of gently waving palm trees, in which there were flowers with faces as large as millstones. She asked if that were the country where they lived, and the swans shook their heads. What she was seeing was a fata morgana: a mirage, an ever changing castle in the air to which no human being could gain admittance. As Elisa stared at it, the mountains, the castle, and the forest disappeared. It melted together and now there were twenty proud churches, every one alike, with high towers and tall windows. She thought she heard their organs playing, but it was the sound of the sea beating far below. The churches, in turn, changed into ships with towering sails. She was just above them; but when she looked down, she saw only fog driven by wind over the waves. The world of the sea and the air is always changing, ever in motion. At last she saw the shores of the real country that was their destination. The mountains, which were covered with forests of cedar, were blue in the afternoon light; and she could see castles and towns. Before the sun had set, the swans alighted in front of a cave; its walls were covered with vines and plants that had intertwined and looked like tapestries. Da Solen kom høiere, saae Elisa foran sig, halv svømmende i Luften, et Bjergland, med skinnende Iismasser paa Fjeldene og midt derpaa strakte sig et vist milelangt Slot, med den ene dristige Søilegang ovenpaa den anden; nedenfor gyngede Palmeskove og Pragtblomster, store, som Møllehjul. Hun spurgte, om det var Landet, hun skulde til, men Svanerne rystede med Hovedet, thi det, hun saae, var Fata Morganas deilige, altid omvexlende Skyslot; derind turde de intet Menneske bringe. Elisa stirrede derpaa; da styrtede Bjerge, Skove og Slot sammen, og der stode tyve stolte Kirker, alle hinanden lige, med høie Taarne, og spidse Vinduer. Hun syntes at høre Orgelet klinge, men det var Havet, hun hørte. Nu vare hun Kirkerne ganske nær, da bleve disse til en heel Flaade der seilede hen under hende; hun saae ned, og det var kun Havtaage, der jog hen over Vandet. Ja en evig Afvexling havde hun for Øie, og nu saae hun det virkelige Land, hun skulde til; der reiste sig de deilige blaa Bjerge, med Cederskove, Byer og Slotte. Længe før Solen gik ned, sad hun paa Fjeldet foran en stor Hule, der var begroet med fine, grønne Slyngplanter; det saae ud, som det var broderede Tæpper.
"Tomorrow you must tell us what you have dreamed," said her youngest brother, showing her the part of the cave that was to be her bedchamber. "Nu skal vi see, hvad Du drømmer her inat!" sagde den yngste Broder og viste hende hendes Sovekammer.
"May I dream how I can break the spell that the wicked queen cast," she said fervently; and that thought absorbed her so completely that she prayed to God and begged Him to help her; and while she was falling asleep she kept on praying. Elisa felt as though she were flying into the fata morgana, the castle in the air; and a fairy came to welcome her who was young and beautiful, and yet somehow resembled the old woman whom Elisa had met in the forest and who had told her about the eleven swans with golden crowns on their heads. "Gid jeg maatte drømme, hvorledes jeg skulde frelse Eder!" sagde hun; og denne Tanke beskjeftigede hende saa levende; hun bad saa inderlig til Gud om hans Hjælp, ja selv isøvne vedblev hun sin Bøn; da forekom det hende, at hun fløi høit op i Luften, til Fata Morganas Skyslot, og Feen kom hende imøde, saa smuk og glimrende, og dog lignede hun ganske den gamle Kone, der gav hende Bær i Skoven, og fortalte hende om Svanerne med Guldkronerne paa.
"Your brothers can escape their fate," began the fairy, "if you have enough courage and endurance. The waves of the ocean are softer than your hands, yet they can form and shape hard stones; but they cannot feel the pain that your fingers will feel. They have no hearts and therefore they do not know fear: the suffering that you must endure. Look at the nettle that I hold in my hand! Around the cave where you are sleeping grow many of them; only those nettles or the ones to be found in churchyards may you use. You must pick them, even though they blister and burn your hands; then you must stamp on them with your bare feet until they become like flax. And from that you must twine thread with which to knit eleven shirts with long sleeves. If you cast one of these shirts over each of the eleven swans, the spell will be broken. But remember, from the moment you start your work until it is finished, you must be silent and never speak to anyone-- even if it takes you years, you must be mute! If you speak one word, that word will send a knife into the hearts of your brothers. Their lives depend on your tongue: remember!" "Dine Brødre kan frelses!" sagde hun, "men har Du Mod og Udholdenhed. Vel er Havet blødere end dine fine Hænder, og omformer dog de haarde Stene, men det føler ikke den Smerte, dine Fingre vilde føle; det har intet Hjerte, lider ikke den Angest og Qval, Du maa udholde. Seer Du denne Brændenælde, jeg holder i min Haand! af denne Slags voxe mange rundt om Hulen, hvor Du sover; kun de der, og de, som skyde frem paa Kirkegaardens Grave, ere brugelige, mærk Dig det; dem maa Du plukke, skjøndt de vil brænde din Hud i Vabler; bryd Nælderne med dine Fødder, da faaer Du Hør; med den skal Du snoe og binde elleve Pantserskjorter, med lange Ærmer, kast disse over de elleve vilde Svaner, saa er Trolddommen løst. Men husk vel paa, at fra det Øieblik, Du begynder dette Arbeide, og lige til det er fuldendt, om der endog gaaer Aar imellem, maa Du ikke tale; det første Ord, Du siger, gaaer som en dræbende Dolk i dine Brødres Hjerte; ved Din Tunge hænger deres Liv. Mærk Dig Alt dette!"
The fairy touched Elisa's hand with the nettle. It felt like fire and she woke. It was bright daylight. Near her lay a nettle like the one she had seen in her sleep. She fell on her knees and said a prayer of thanks; then she walked outside to begin her work. Og hun rørte i det samme ved hendes Haand med Nælden; den var som en brændende Ild, Elisa vaagnede derved. Det var lys Dag, og tæt ved, hvor hun havde sovet, laae en Nælde, som den, hun havde seet i Drømme. Da faldt hun paa sine Knæ, takkede vor Herre, og gik ud af Hulen, for at begynde paa sit Arbeide.
Her delicate hands picked the horrible nettles, and it felt as if her hands were burning and big blisters rose on her arms and hands. But she did not mind the pain if she could save her brothers. She broke every nettle and stamped on it with her bare feet until it became as fine as flax and could be twined into green thread. Med de fine Hænder greb hun ned i de hæslige Nælder, de vare som Ild; store Vabler brændte de paa hendes Hænder og Arme, men gjerne vilde hun lide det, kunde hun frelse de kjære Brødre. Hun brød hver Nælde med sine nøgne Fødder, og snoede den grønne Hør.
When the sun set, her brothers came. At first they feared that some spell had been cast upon their sister by their evil stepmother, for Elisa was silent and would not answer their questions. But when they saw her hands covered with blisters, they understood the work she was doing was for their sake. The youngest of her brothers cried and his tears fell on her hands; the pain ceased and the burning blisters disappeared. Da Solen var nede, kom Brødrene, og de bleve forskrækkede ved at finde hende saa taus; de troede at det var en ny Trolddom af den onde Stedmoder; men da de saae hendes Hænder, begreb de, hvad hun gjorde for deres Skyld, og den yngste Broder græd, og hvor hans Taarer faldt, der følte hun ingen Smerter, der forsvandt de brændende Vabler.
That night she could not sleep; she worked the whole night through. She felt that she could not rest until her brothers were free. The following day she was alone, but time passed more swiftly. By sunset the first of the nettle shirts was finished. Natten tilbragte hun med sit Arbeide, thi hun havde ingen Ro, før hun havde frelst de kjære Brødre; hele den følgende Dag, medens Svanerne vare borte, sad hun i sin Eensomhed, men aldrig havde Tiden fløiet saa hurtig. Een Pantserskjorte var alt færdig, nu begyndte hun paa den næste.
The next day she heard the sound of hunters' horns coming from the mountains. They came nearer and nearer and soon she could hear dogs barking. Frightened, she bound the nettles she had collected into a bundle with the thread she had already twined and the finished shirt; then she fled into the cave and sat down on the nettle heap. Da klang Jagthorn mellem Bjergene; hun blev ganske angest; Lyden kom nærmere; hun hørte Hunde gjøe; forskrækket søgte hun ind i Hulen, bandt Nælderne, hun havde samlet og heglet, i et Bundt, og satte sig derpaa.
Out of the thicket sprang a large dog; then came another and another. Barking, they ran back and forth in front of the entrance to the cave. Within a few minutes the hunters followed. The handsomest among them was the king of the country. He entered the cave and found Elisa. Never before had he seen a girl lovelier than she. I det samme kom en stor Hund springende frem fra Krattet, og strax efter een, og endnu een; de gjøede høit, løb tilbage, og kom frem igjen. Det varede ikke mange Minuter, saa stode alle Jægerne udenfor Hulen, og den smukkeste iblandt dem var Landets Konge, han traadte hen til Elisa, aldrig havde han seet en skjønnere Pige.
"Why are you hiding here, beautiful child?" he asked. Elisa shook her head. She dared not speak because her brothers' lives depended upon her silence. She hid her hands behind her back so that the king might not see how she suffered. "Hvor er Du kommet her, Du deilige Barn!" sagde han. Elisa rystede med Hovedet, hun turde jo ikke tale, det gjaldt hendes Brødres Frelse og Liv; og hun skjulte sine Hænder under Forklædet, at Kongen ikke skulde see, hvad hun maatte lide.
"You cannot stay here," he said. "Follow me, and if you are as good as you are beautiful, then you shall be clad in velvet and silk, wear a golden crown on your head, and call the loveliest of my castles your home." He lifted her up on his horse. Elisa cried and wrung her hands. The king would not set her down again. "I only want to make you happy," he said. "Someday you will thank me for what I have done." Then he spurred his horse and galloped away with Elisa. The other hunters followed him. "Følg med mig!" sagde han, "her maa Du ikke blive! er Du god, som Du er smuk, da vil jeg klæde Dig i Silke og Fløiel, sætte Guldkronen paa dit Hoved, og Du skal boe og bygge i mit rigeste Slot!" - og saa løftede han hende op paa sin Hest; hun græd, vred sine Hænder, men Kongen sagde: "Jeg vil kun din Lykke! eengang skal Du takke mig derfor!" og saa foer han afsted mellem Bjergene, og holdt hende foran paa Hesten, og Jægerne joge bagefter.
By evening they reached the royal city with its many churches and palaces. The king led her into his castle with its lofty halls, where the waters of the fountains splashed into marble basins, and where the ceilings and the walls were beautifully painted. But none, of this did Elisa notice, for she was crying so sorrowfully, so bitterly. Silently but good-naturedly, she let the maids dress her in regal gowns, braid her hair with pearls, and pull long gloves over her blistered hands. Da Solen gik ned, laae den prægtige Kongestad, med Kirker og Kupler foran, og Kongen førte hende ind i Slottet, hvor store Vandspring pladskede i de høie Marmorsale, hvor Vægge og Loft prangede med Malerier, men hun havde ikke Øine derfor, hun græd og sørgede; godvillig lod hun Qvinderne iføre hende de kongelige Klæder, flette Perler i hendes Haar, og trække fine Handsker over de forbrændte Fingre.
When she entered the great hall, dressed so magnificently, she was so beautiful that the whole court bowed and curtsied. The king declared that she was to be his queen. Only the archbishop shook his head and whispered that he believed the little forest girl to be a witch who had cast a spell over the king. Da hun stod der i al sin Pragt, var hun saa blændende smuk, at Hoffet bøiede sig endnu dybere for hende, og Kongen kaarede hende til sin Brud; skjøndt Erke-Biskoppen rystede med Hovedet, og hvidskede, at den smukke Skovpige vist var en Hex, hun blændede deres Øine, og bedaarede Kongens Hjerte.
The king did not listen to him. He ordered the musicians to play and the feast to begin. Dancing girls danced for Elisa; and the king showed her the fragrant gardens, and the grand halls of his castle. But neither her lips nor her eyes smiled. Sorrow had printed its eternal mark on her face. Finally the king showed her a little chamber. Its walls and floor were covered by costly green carpets. It looked like the cave where she had been with her brothers. In a corner lay the green thread which she had spun from the nettles, and from the ceiling hung the one shirt that she had already knitted. One of the hunters had taken it all along as a curiosity. Men Kongen hørte ikke derpaa, lod Musiken klinge, de kosteligste Retter frembære, de yndigste Piger dandse om hende, og hun blev ført gjennem duftende Haver ind i prægtige Sale; men ikke et Smiil gik over hendes Læber, eller frem paa hendes Øine, Sorgen stod der, som evig Arv og Eie. Nu aabnede Kongen et lille Kammer, tætved hvor hun skulde sove; her var pyntet med kostelige grønne Tæpper, og lignede ganske Hulen, hvori hun havde været; paa Gulvet laae det Bundt Hør, hun havde spundet af Nælderne, og under Loftet hang Pantserskjorten, der var strikket færdig; Alt dette havde en af Jægerne taget til sig, som noget Curiøst.
"Here you can dream yourself back to your former home," remarked the king. "Here is the work you used to do; it will amuse you amid present splendor to think of the past." "Her kan Du drømme Dig tilbage i dit fordum Hjem!" sagde Kongen. "Her er det Arbeide, som der beskjæftigede Dig; nu, midt i al din Pragt, vil det more Dig at tænke tilbage paa hiin Tid."
A sweet smile played for a moment on Elisa's lips when she saw what was nearest and dearest to her heart restored to her. The color returned to her cheeks. She thought of her brothers, and she kissed the king's hand. He pressed her to his breast and ordered that all the church bells be rung and their wedding proclaimed. The silent girl from the woods was to become the queen. Da Elisa saae dette, der laae hendes Hjerte saa nært, spillede et Smiil om hendes Mund, og Blodet vendte tilbage i Kinderne; hun tænkte paa sine Brødres Frelse, kyssede Kongens Haand, og han trykkede hende til sit Hjerte, og lod alle Kirkeklokker forkynde Bryllups Fest. Den deilige stumme Pige fra Skoven var Landets Dronning.
The archbishop whispered evil words in the king's ear, but they did not penetrate his heart. The marriage ceremony was held, and the archbishop himself had to crown the queen. He pressed the golden band down on her head, so hard that it hurt. But she did not feel the pain, for sorrow's band squeezed her heart and made her suffer far more. She must not speak a word or her brothers would die. But her eyes spoke silently of the love she felt for the king, who did everything he could to please her. Every day she loved him more. If only she could tell him of her anguish. But mute she must be until her task was finished. At night while the king slept, she would leave their bed and go to the chamber with the green carpets, and make the nettle shirts for her brothers. But when she had finished the sixth shirt she had no more green thread with which to knit. Da hvidskede Erke-Biskoppen onde Ord i Kongens Øre, men de sank ikke ned til hans Hjerte, Brylluppet skulde staae, Erke-Biskoppen selv maatte sætte hende Kronen paa Hovedet, og han trykkede med ond Uvillie den snævre Ring fast ned over Panden, saa det gjorde ondt; dog der laae en tungere Ring om hendes Hjerte, Sorgen over hendes Brødre; hun følte ikke den legemlige Pine. Hendes Mund var stum, et eneste Ord vilde jo skille hendes Brødre ved Livet, men i hendes Øine laae der en dyb Kjærlighed til den gode, smukke Konge, der gjorde Alt for at glæde hende. Med hele sit Hjerte blev hun ham Dag for Dag mere god; o, at hun turde blot betroe sig til ham, sige ham sin Lidelse! men stum maatte hun være, stum maatte hun fuldføre sit Værk. Derfor listede hun sig om Natten fra hans Side, gik ind i det lille Lønkammer, der var smykket, som Hulen, og hun strikkede den ene Pantserskjorte færdig efter den anden; men da hun begyndte paa den syvende, havde hun ikke mere Hør.
She knew that in the churchyard grew the nettles that she needed. She had to pick them herself. But how was she to go there without anyone seeing her? Paa Kirkegaarden vidste hun de Nælder groede, som hun skulde bruge, men selv maatte hun plukke dem, hvorledes skulde hun komme derud.
"What is the pain in my hands compared to the pain I feel in my heart?" she thought. "I must attempt it and God will help me." As if it were an evil deed she was about to perform, she sneaked fearfully out of the castle late at night. She crossed the royal park and made her way through the empty streets to the churchyard. The moon was out; and on one of the large tombstones she saw a group of lamias sitting. They are those dreadful monsters with the bodies of snakes and the breasts and heads of women. They dig up the graves of those who have just died, to eat the flesh of the corpses. Elisa had to walk past them. She said her prayers, and though they kept their terrible gaze upon her, they did her no harm. She picked her nettles and returned to the castle. "0, hvad er Smerten i mine Fingre, mod den Qval mit Hjerte lider!" tænkte hun, "jeg maa vove det! Vor Herre vil ikke slaae Haanden af mig!" med en Hjerte-Angest, som var det en ond Gjerning hun havde for, listede hun sig, i den maaneklare Nat, ned i Haven, gik gjennem de lange Alleer, ud paa de eensomme Gader, hen til Kirkegaarden. Der saae hun paa en af de bredeste Ligstene sad en Kreds Lamier, hæslige Hexe, de toge deres Pjalter af, som om de vilde bade sig, og saa gravede de med de lange magre Fingre ned i de friske Grave, toge Ligene frem og aade deres Kjød. Elisa maatte dem tæt forbi, og de fæstede deres onde Øine paa hende, men hun læste sin Bøn, samlede de brændende Nælder, og bar dem hjem til Slottet.
Only one person had seen her: the archbishop, for he was awake when everyone else was sleeping. Now he thought that what he had said was proven true: the queen was a witch who had cast her spell on the king and all his subjects. Kun eet eneste Menneske havde seet hende, Erke-Biskoppen, han var oppe, naar de andre sov; nu havde han dog faaet ret i hvad han meente: at det ikke var, som det skulde, med Dronningen; hun var en Hex, derfor havde hun bedaaret Kongen og det hele Folk.
When next the king came to confession, the archbishop told him what he had seen and what he feared. He spoke his condemning words so harshly that the carved sculptures of the saints shook their heads as though they were saying: "It is not true. Elisa is innocent!" But that was not the way the archbishop interpreted it; he said that the saints were shaking their heads because of their horror at her sins. Two tears rolled down-the king's cheeks, and with a heavy heart he returned to the castle. That night he only pretended to sleep and, when Elisa rose, he followed her. Every night she went on with her work; and every night the king watched her disappear into the little chamber. I Skriftestolen sagde han til Kongen, hvad han havde seet, og hvad han frygtede, og da de haarde Ord kom fra hans Tunge, rystede de udskaarne Helgenbilleder med Hovedet, som om de vilde sige: det er ikke saa, Elisa er uskyldig! men Erke-Biskoppen lagde det anderledes ud, meente, at de vidnede imod hende, at de rystede med Hovedet over hendes Synd. Da rullede to tunge Taarer ned over Kongens Kinder, han gik hjem med Tvivl i sit Hjerte; og han lod som om han sov om Natten, men der kom ingen rolig, Søvn i hans Øine, han mærkede, hvorledes Elisa stod op, og hver Nat gjentog hun dette og hver Gang fulgte han sagte efter, og saae at hun forsvandt i sit Lønkammer.
The face of the king grew dark and troubled. Elisa noticed it, though she did not know its cause; and this new sorrow was added to her fear for her brothers' fate. On her royal velvet dress fell salt tears, and they looked like diamonds on the purple material, making it even more splendid. And all the women of the court wished that they were queens and could wear such magnificent clothes. Soon Elisa's work would be over. She had to knit only one more shirt; but she had no more nettles from which to twine thread. Once more, for the last time, she would have to go to the churchyard. She shook with fear when she thought of walking alone past the horrible lamias, but she gathered courage when she thought of her brothers and her own faith in God. Dag for Dag blev hans Mine mere mørk, Elisa saae det, men begreb ikke hvorfor, men det ængstede hende, og hvad leed hun ikke i sit Hjerte for Brødrene! paa det kongelige Fløiel og Purpur randt hendes salte Taarer, de laae der som glimrende Diamanter, og Alle som saae den rige Pragt, ønskede at være Dronningen. Snart var hun imidlertid tilende med sit Arbejde, kun een Pantserskjorte manglede endnu; men Hør havde hun heller ikke meer; og ikke en eneste Nælde. Eengang, kun denne sidste, maatte hun derfor paa Kirkegaarden og plukke nogle Haandfulde. Hun tænkte med Angest paa den eensomme Van dring, og paa de skrækkelige Lamier; men hendes Villie var fast, som hendes Tillid til vor Herre.
Elisa went; and secretly the king and the archbishop followed her. They saw her disappear through the gates of the churchyard. The same terrifying lamias were there, and they were sitting near the place where the nettles grew. The king saw her walk toward them, and he turned away as his heart filled with repulsion, for he thought that Elisa, his queen-- who that very night had rested in his arms-- had come to seek the company of these monsters. Elisa gik, men Kongen og Erke-Biskoppen fulgte efter, de saae hende forsvinde ved Gitterporten ind til Kirkegaarden og da de nærmede sig den, sad paa Gravstenen Lamierne, som Elisa havde seet dem, og Kongen vendte sig bort; thi mellem disse tænkte han sig hende, hvis Hoved endnu i denne Aften havde hvilet ved hans Bryst.
"Let the people judge her," said he. And the people judged her guilty and condemned her to the stake. "Folket maa dømme hende!" sagde han, og Folket dømte, hun skal brændes i de røde Luer.
She was taken from the great halls of the castle and thrown into a dungeon, where the wind whistled through the grating that barred the window. Instead of a bed with silken sheets and velvet pillows, they gave her the nettles she had picked as a pillow and the shirts she had knitted as a cover. They could have given her no greater gift. She prayed to God and started work on the last of the shirts. Outside in the streets, the urchins sang songs that mocked and scorned her, while no one said a word of comfort to her. Fra de prægtige Kongesale blev hun ført hen i et mørkt, fugtigt Hul, hvor Vinden peeb ind af det gittrede Vindue; istedetfor Fløiel og Silke gav de hende det Bundt Nelder hun havde samlet, det kunde hun lægge sit Hoved paa; de haarde brændende Pantserskjorter, hun havde strikket, skulde være Dyne og Teppe, men intet kjærere kunde de skjænke hende, hun tog igjen fat paa sit Arbeide og bad til sin Gud. Udenfor sang Gadedrengene Spotteviser om hende; ingen Sjæl trøstede hende med et kjærligt Ord.
Just before sunset, she heard the sound of swan's wings beating before her window. It was her youngest brother who had found her. She wept for happiness, even though she knew that this might be the last night of her life. Her work was almost done and her brothers were near her. Da susede mod Aften, tæt ved Gitteret, en Svanevinge, det var den yngste af Brødrene, han havde fundet Søsteren; og hun hulkede høit af Glæde, skjøndt hun vidste, at Natten, som kom, muligt var den sidste hun havde at leve i; men nu var jo Arbeidet ogsaa næsten fuldført og hendes Brødre vare her.
The archbishop had promised the king that he would be with Elisa during the last hours of her life. But when he came, she shook her head and pointed toward the door, to tell him to go. Her work must be finished that night or all her suffering, all her tears, all her pain would be in vain. The archbishop spoke some unkind words to her and left. Poor Elisa, who knew that she was innocent but could not say a word to prove it, set to work knitting the, last shirt. Erke-Biskoppen kom for at være den sidste Time hos hende, det havde han lovet Kongen, men hun rystede paa Hovedet, bad med Blik og Miner at han vilde gaae; i denne Nat maatte hun jo ende sit Arbeide, ellers var Alt til Unytte; Alt, Smerte, Taarer og de søvnløse Nætter; Erke-Biskoppen gik bort med onde Ord imod hende, men den stakkels Elisa vidste, hun var uskyldig, og vedblev sit Arbeide.
Mice ran across the floor and fetched the nettles for her; they wanted to help. And the thrush sang outside the iron bars of the window, as gaily as it could, so that she would not lose her courage. De smaa Muus løb paa Gulvet, de slæbte Nælderne hen for hendes Fødder, for dog at hjælpe lidt, og Droslen satte sig ved Vinduets Gitter, og sang den hele Nat, saa lystigt den kunde, at hun ikke skulde tabe Modet.
One hour before sunrise, her brothers came to the castle and demanded to see the king. But they were refused, for it was still night and the guards did not dare wake the king. Elisa's brothers begged and threatened; they made so much noise that the captain of the guard came and, finally, the king himself. But at that moment the sun rose; the brothers were gone but high above the royal castle flew eleven white swans. Det var endnu ikke mere end Dagning, først om en Time vilde Solen komme op, da stode de elleve Brødre ved Slottets Port, forlangte at føres for Kongen, men det kunde ikke skee, blev der svaret, det var jo Nat endnu, Kongen sov og turde ikke vækkes. De bade, de truede, Vagten kom, ja selv Kongen traadte ud, og spurgte hvad det betød; da kom Solen i det samme op, og der vare ingen Brødre at see, men hen over Slottet fløi elleve vilde Svaner.
A stream of people rushed through the gates of the city. Everyone wanted to see the witch being burned. An old worn-out mare drew the cart in which Elisa sat. She was clad in sackcloth; her hair hung loose and framed her beautiful face, which was deadly pale. Her lips moved; she was mumbling a prayer while she knitted the last shirt. The other ten lay at her feet. Even on the way to her death she did not cease working. The mob that lined the road jeered and mocked her. Ud af Byens Port strømmede det hele Folk, de vilde see Hexen blive brændt. En ussel Hest trak Karren, hvori hun sad; man havde givet hende en Kittel paa, af grovt Sækketøi; hendes deilige lange Haar hang løst om det smukke Hoved; hendes Kinder vare dødblege, hendes Læber bevægede sig sagte, mens Fingrene snoede den grønne Hør; selv paa Veien til sin Død slap hun ikke det begyndte Arbeide, de ti Pantserskjorter laae ved hendes Fødder, den ellevte strikkede hun paa. Pøbelen forhaanede hende.
"Look at the witch, she is mumbling her spells!" they screamed. "See what she has in her hands! It is no hymnbook; it is witchcraft! Get it away from her and tear it into a thousand pieces!" "See til Hexen, hvor hun mumler! ikke en Psalmebog har hun i Haanden, nei sit lede Kogleri sidder hun med, riv det fra hende i tusinde Stykker!"
And the rabble tried to stop the cart and tear Elisa's knitting out of her hands. But at that moment eleven white swans flew down and perched on the railing of the cart; they beat the air with their strong wings. The people drew back in fear. Og de trængte Alle ind paa hende og vilde sønderrive det; da kom elleve hvide Svaner flyvende, de satte sig rundt om hende paa Karren og sloge med deres store Vinger. Da veeg Hoben forfærdet til Side.
"It is a sign from heaven that she is innocent," some of them whispered; but not one of them dared say it aloud. "Det er et Tegn fra Himlen! hun er vist uskyldig!" hvidskede mange, men de vovede ikke høit at sige det.
The executioner took her hand to lead her to the stake, but she freed herself from him, grabbed the eleven shirts, and cast them over the swans. There stood eleven princes, handsome and fair. But the youngest of them had a swan's wing instead of an arm, for Elisa had not been able to finish one of the sleeves of the last shirt. Nu greb Bøddelen hende ved Haanden, da kastede hun ihast de elleve Skjorter over Svanerne og der stod elleve deilige Prindser, men den yngste havde en Svanevinge istedetfor sin ene Arm, thi der manglede et Ærme i hans Pantser-Skjorte, det havde hun ikke faaet færdig.
"Now I dare speak!" she cried. "I am innocent!" "Nu tør jeg tale!" sagde hun, "jeg er uskyldig!"
The people, knowing that a miracle had taken place, kneeled down before her as they would have for a saint. But Elisa, worn out by fear, worry, and pain, fainted lifelessly into the arms of one of her brothers. Og Folket som saae, hvad der var skeet, bøiede sig for hende som for en Helgeninde; men hun sank livløs i Brødrenes Arme, saaledes havde Spænding, Angest og Smerte virket paa hende.
"Yes, she is innocent!" cried the oldest brother; and he addressed himself to the king and told of all that had happened to himself, his brothers, and their sister Elisa. While he spoke a fragrance of millions of roses spread from the wood that had been piled high around the stake. Every stick, every log had taken root and set forth vines. They were a hedge of the loveliest red roses, and on the very top bloomed a single white rose. It shone like a star. The king plucked it and placed it on Elisa's breast. She woke; happiness and peace were within her. "Ja, uskyldig er hun!" sagde den ældste Broder, og nu fortalte han Alt hvad der var skeet, og medens han talte, udbredte sig en Duft, som af Millioner Roser, thi hvert Brændestykke i Baalet havde slaaet Rødder og skudt Grene; der stod en duftende Hæk, saa høi og stor med røde Roser; øverst sad een Blomst, hvid og skinnende, den lyste, som en Stjerne, den brød Kongen, satte den paa Elisas Bryst, da vaagnede hun med Fred og Lyksalighed i sit Hjerte.
The church bells in the city started to peal, though no bell ringers pulled their ropes, and great flocks of birds flew in the sky. No one has ever seen a gayer procession than the one that now made its way to the royal castle. Og alle Kirkeklokker ringede af sig selv og Fuglene kom i store Flokke; det blev et Bryllupstog tilbage til Slottet, som endnu ingen Konge havde seet det.

Copyright Anchor Books Doubleday
Hans Christian Andersen:
The Complete Fairy Tales and Stories

Translated from Danish by Erik Christian Haugaard

Copyright:
The Hans Christian Andersen Project