The Tales of Hans Christian Andersen

The Bell - Klokken

1850

In the narrow streets of the city, at dusk, just as the sun was setting and painting the clouds above the chimney pots a fiery red, people would sometimes hear a strange sound like the knell of a great church bell. Only for a moment could it be heard, then the noise of the city--the rumbling of the cam and the shouting of the peddlers would drown it out "It is the vesper bell, calling folk to evening prayers; the sun must be setting," was the usual explanation. Om Aftenen i de snevre Gader i den store By, naar Solen gik ned og Skyerne skinnede som Guld oppe mellem Skorstenene, hørte tidt snart den Ene snart den Anden en underlig Lyd, ligesom Klangen af en Kirkeklokke, men det var kun et Øieblik den hørtes, for der var saadan en Rumlen med Vogne og saadan en Raaben og det forstyrrer. "Nu ringer Aftenklokken!" sagde man, "nu gaaer Solen ned!"
To those who lived on the outskirts of the town, where the houses were farther away from each other and had gardens around them some places were even separated by a field--the sunset was much more beautiful and the sound of the bell much louder. It seemed to come from a church in the depth of a fragrant forest, and it made the people who heard it feel quite solemn as they looked toward the darkening woods. De, som gik udenfor Byen, hvor Husene laae længer fra hinanden med Haver og smaa Marker, saae Aftenhimmelen endnu prægtigere og hørte langt stærkere Klangen af Klokken, det var som kom Lyden fra en Kirke dybt inde i den stille, duftende Skov; og Folk saae derhen, og bleve ganske høitidelige.
As time passed people began to ask each other whether there wasn't a church in the woods. And It was not far from that thought to the next: The bell sounds so beautiful, why don't we go out and try to find it?" Now the rich people got into their carriages and the poor people walked; but to all of them the road to the forest seemed very long. When they finally reached some weeping willows that grew on the edge of the woods they sat down under the bran to rest, and, looking up into the branches, believed that they wen sitting in the middle of the forest One of the bakers from town pitched a tent there and sold cakes. Business was good, and soon there were two bakers. The second one to arrive hung above his tent a bell, which was tarred on the outside to protect it from the rain, but it had no tongue. When the people came back to town they said that their outing had been very romantic; and that word is not as tepid as a tea party. Three persons claimed to have penetrated the forest and come out on the other side. They had heard a bell, but they said that the sound seemed to come not from the woods but from the town. One of them had written a sonnet about the bell, in which he compared its sound to that of a mother's voice when she speaks to her lovely, beloved child; the last fine declared that no melody could be sweeter than that bell's song. Nu gik mange Tider, den Ene sagde til den Anden: "Mon der er en Kirke derude i Skoven? Den Klokke har dog en underlig, deilig Klang, skulle vi ikke tage derud og see lidt nærmere paa den". Og de rige Folk de kjørte og de fattige de gik, men Veien blev dem saa underlig lang, og da de kom til en heel Deel Piletræer, der voxte ved Udkanten af Skoven, saa satte de sig der og saae op i de lange Grene og troede, at de vare rigtigt i det Grønne; Conditoren inde fra Byen kom derud og slog sit Telt op, og saa kom der nok en Conditor og han hang en Klokke op ligeover sit Telt, og det en Klokke, som var tjæret for at kunne taale Regnen, og Knebelen manglede. Naar saa Folk toge hjem igjen, sagde de at det havde været saa romantisk, og det betyder Noget ganske udenfor Theevand. Tre Personer forsikkrede, at de vare trængte ind i Skoven lige til hvor den endte, og de havde altid hørt den underlige Klokkeklang, men det var der for dem ligesom den kom inde fra Byen; den ene skrev en heel Vise derom og sagde, at Mokken klang som en Moders Stemme til et kjært klogt Barn, ingen Melodi var deiligere end Klokkens Klang.
At last the emperor heard about it, and he promised that whoever found out where the sound came from would be given the title of "Bell Ringer of the World!" and that even if he discovered that it wasn't a bell that made it. Landets Keiser blev ogsaa opmærksom derpaa og lovede, at den som ret kunde opdage hvorfra Lyden kom, skulde faae Titel af "Verdens Klokker" og det selv om det ikke var en Klokke.
Now many people went out in search of the bell; they did it for the tide and for the wages that went with it. But only one returned with an answer: an explanation of a sort. He had been no farther in the forest than the rest--and that hadn't been very far-but he claimed that the bell-like sound came from a great owl who was sitting inside a hollow tree. It was the bird of wisdom and it was incessantly knocking its head against the trunk; but whether the ringing was caused by the bird's head or the tree bunk he had not yet decided. The emperor bestowed upon him the title of "Bell Ringer of the World," and every year he published a paper on the subject without anyone becoming any wiser. Nu gik da mange til Skoven for det gode Levebrøds Skyld, men der var kun Een, som kom hjem med en Slags Forklaring, Ingen havde været dybt nok inde, og han da ikke heller, men han sagde dog at Klokke-Lyden kom fra en meget stor Ugle i et huult Træ, det var saadan en Viisdoms-Ugle, som idelig slog sit Hoved mod Træet, men om Lyden kom fra dens Hoved eller fra den hule Stamme, det kunde han ikke endnu med Bestemthed sige, og saa blev han ansat som Verdens Klokker og skrev hvert Aar en lille Afhandling om Uglen; men ligemeget vidste man.
One Sunday in May, when the children who had reached the age of fourteen were confirmed, the minister preached so movingly that all the young people present had tears in their eyes. It was a solemn occasion; after all, it was expected that they should become grownups; and that as soon as the ceremony was over, their child-souls would enter the bodies of reasonable adults. It was a beautiful day, and after the service all the children who had been confirmed walked, in a flock, to the forest. The sound of the unknown bell was particularly strong that day; and all of them had a great desire to go and search for it. That is, all of them except three: One girl had to hurry home for the find fitting of her new dress, which had been especially sewn for a ball she was to attend that night. Ilia dress and the hall had been her real reasons for being confirmed. Another was a poor boy who had had to borrow both shoes and suit from the son of his parents' landlord; and they were to be delivered back as soon as the ceremony was over. The third was a boy who declared that he never went anywhere without his parents' permission. He had always been a good boy and would continue to be one even after he was confirmed; that is nothing to poke fun at-but all the other children did. Nu var det just en Confirmations-Dag, Præsten havde talt saa smukt og inderligt; Confirmanderne havde været saa bevægede, det var en vigtig Dag for dem, de bleve fra Børn med eet til voxne Mennesker, Barnesjælen skulde nu ligesom flyve over i en forstandigere Person. Det var det deiligste Solskin, Confirmanderne gik ud af Byen, og fra Skoven klang forunderlig stærkt den store ubekjendte Klokke. De fik lige strax saadan en Lyst til at komme der, og det Alle paa tre nær, den ene af dem skulde hjem og prøve sin Balkjole, for det var just den Kjole og det Bal, der var Skyld i, at hun var blevet confirmeret denne Gang, for ellers var hun ikke kommet med; den anden var en fattig Dreng, som havde laant sin Confirmations Kjole og Støvlerne hos Vertens Søn og dem maatte han levere af paa bestemt Klokkeslæt; den tredie sagde, at han aldrig gik noget fremmed Sted, uden hans Forældre vare med, og at han altid havde været et artigt Barn og det vilde han blive, selv som Confirmand, og det skal man ikke gjøre Nar af!- men det gjorde de.
So three of them stayed behind but all the rest went on. The sun was shining, the birds were singing, and the young people who had just been confirmed were singing too. They walked hand in hand, for they hadn't become anything in the world yet, and they could afford to be friendly. Tre af dem gik altsaa ikke med; de Andre travede afsted; Solen skinnede og Fuglene sang og Confirmanderne sang med og holdt hverandre i Hænderne, for de havde jo ikke faaet Embeder endnu og vare alle Confirmander for vor Herre.
Soon two of the smallest became tired and turned back toward the town; and a couple of girls sat down in a meadow to braid wreaths of wild flowers; so they were four fewer. When the rest of the group reached the weeping willow trees, where the baker's tent was pitched, most of them said, "Well, here we are; you can see that the bell doesn't really exist. It is just something one imagines." Men snart blev to af de mindste trætte og saa vendte de to om til Byen igjen; to Smaapiger satte sig og bandt Krandse, de kom heller ikke med, og da de Andre naaede Piletræerne, hvor Conditoren boede, saa sagde de: "see saa, nu ere vi herude; Klokken er jo egentlig ikke til, den er bare saadant noget man bilder sig ind!"
But from deeper in the woods came the sound of the bell: sweet and solemn; and five of the children decided to go on, just a little farther. It was not easy to make ones way through the forest; the trees grew close together, blackberry brambles and other thorny bushes were everywhere. But it was beautiful; the sun rays played and they heard the nightingale sing. It was glorious, but it was no place for girls; their dresses would be torn. They came to great boulders covered with different kinds of moss. They hand the gurgling of a spring: "Gluck, gluck." Da lød i det samme dybt i Skoven Klokken saa sødt og høftideligt, at fire, fem bestemte sig til dog at gaae noget længere ind i Skoven. Den var saa tæt, saa løvfuld, det var ordentligt besværligt at komme frem, Skovmærker og Anemoner voxte næsten altfor høit, blomstrende Convolvoli og Brombær-Ranker hang i lange Guirlander fra Træ til Træ, hvor Nattergalen sang og Solstraalerne legede; o det var saa velsignet, men det var ingen Vei at gaae for Pigerne, de vilde faaet Klæderne revet itu. Der laae store Klippeblokke begroede med Mos af alle Farver, det friske Kildevand piblede frem og underligt sagde det ligesom "kluk, kluk!"
"I wonder if that isnt the bell," said one of the five, and lay down on the ground In order to hear the bubbling of the water better. "I think I ought to Investigate this some mom" he added, and let the other four go on without him. "Det skulde dog ikke være Klokken!" sagde een af Confirmanderne, og lagde sig ned og hørte efter. "Det maa man rigtigt studere!" og saa blev han og lod de Andre gaae.
They came to a house made of branches and bark. A huge wild apple tree towered above it and roses grew in such abundance up its walls that they covered the roof of the little cottage. On one of the ramblers hung a little silver bell. Was that the bell that they had heard? All but one of the boys agreed that it was. He claimed that this bell was too small and delicate to be heard so far away; besides, it did not produce the kind of music that could touch a man's heart. "No," he said. "It Is an entirely different bell that we heard before ." But the youth who had spoken was a king's son, and one of his comrades remarked, "Oh, his kind always wants to think themselves cleverer than the rest of us." De kom til et Huus af Bark og Grene, et stort Træ med vilde Æbler hældede sig hen over det, som vilde det ryste hele sin Velsignelse ud over Taget, der blomstrede med Roser; de lange Grene laae lige hen om Gavlen, og paa den hang en lille Klokke. Skulde det være den, man havde hørt. Ja, derom vare de Alle enige, paa Een nær, han sagde, at den Klokke var for lille og fiin til at kunne høres saa langt borte, som de havde hørt den, og at det var ganske andre Toner, som saaledes rørte et Menneske-Hjerte; han som talte var en Kongesøn, og saa sagde de Andre "saadan Een vilde nu altid være klogere."
They let him go on alone. When the cottage and his friends were lost from eight, the great loneliness of the forest engulfed the prince, He could still hem the little bell, which had pleased his friends, tingle merrily; and from farther away--borne on the wind's back--came the sound of the people at the baker's tent singing as they drank their tea. But the knell of the great bell of the forest grew stronger and stronger; then it seemed to be accompanied by an organ; he thought the sound of it came from the left when the heart is. Saa lod de ham gaae alene, og altsom han gik blev hans Bryst mere og mere opfyldt af Skov-Eensomheden; men endnu hørte han den lille Klokke, som de Andre vare saa fornøiede med, og imellem, naar Vinden bar fra Conditoren, kunde han ogsaa høre, hvorledes der blev sjunget til Theevand; men de dybe Klokkeslag lød dog stærkere, det var snart ligesom et Orgel spillede dertil, Lyden kom fra Venstre, fra den Side, paa hvilken Hjertet sidder.
Leaves rustled, twigs snapped; someone du was making his way ,through the woods. The prince turned; in front of him stood another boy. He had wooden shoes on his feet, and the sleeves of his tunic were too short because he had outgrown it He was the youth who had had to return the clothes be had worn, at confirmation, as soon as the ceremony was ova. The landlord's son had got his finery back, and the poor lad had put on his own old clothes, stuck his feet into his clogs, and set off in search of the great bell whose deep clang had called on him so powerfully that he had had to follow it. Nu raslede det i Busken og der stod en lille Dreng foran Kongesønnen, en Dreng i Træskoe og med en Trøie saa kort, at man ret kunde see hvor lange Haandled han havde. De kjendte begge hinanden, Drengen var just den af Confirmanderne, som ikke kunde komme med, fordi han skulde hjem og levere Trøie og Støvler af til Vertens Søn; det havde han gjort og var nu i Træskoe og de fattige Klæder gaaet afsted alene, thi Klokken klang saa stærkt, saa dybt, han maatte derud.
"Let us go on together," proposed the prince. But the poor boy looked down at his wooden shoes and pulled at the sleeves of his tunic to make them a little longer. His poverty made him shy, and he excused himself by saying that he feared he could not walk as fast as the prime. Besides, he thought that the bell was to be found on the other side of the forest; on the right, where everything great and marvelous is. "Saa kunne vi jo gaae sammen!" sagde Kongesønnen. Men den fattige Confirmand med Træskoene var ganske undseelig, han trak paa de korte Trøie-Ærmer og sagde: han var bange for, at han ikke kunde gaae saa rask med, desuden meente han, at Klokken maatte søges til Høire, thi den Plads havde jo alt Stort og Herligt.
Then I suppose we shall not meet again," said the prince, and nodded to the poor boy, who walked into the densest part of the forest, where brambles and thorns would tea his worn-out clothes to shreds and scratch his face, legs, and hands till blood streamed down them. Ile prince did not escape being scratched, but the sun did shine on the path he took, and we shall follow him, for he was a good and courageous boy. "Ja, saa mødes vi slet ikke!" sagde Kongesønnen og nikkede til den fattige Dreng, der gik ind i den mørkeste, meest tætte Deel af Skoven, hvor Tornene reve hans fattige Klæder itu og Ansigt, Hænder og Fødder til Blods. Kongesønnen fik ogsaa nogle gode Rifter, men Solen skinnede dog paa hans Vei, og det er ham vi nu følge med, for en rask Knøs var han.
"I will find the bell," he declared, "if I have to go to the and of the world to do it" "Klokken" vil og maa jeg finde!" sagde han, "om jeg saa skal gaae til Verdens Ende!"
On the limbs of a tree sat ugly monkeys; they grinned and screamed to each other: "Throw something at him! Throw something at him. He is a royal child!" De ækle Abekatte sad oppe i Træerne og grinte med alle deres Tænder. "Skal vi dænge ham!" sagde de; "skal vi dænge ham; han er en Kongesøn!"
But the prince did not am notice them; he walked on deeper and deeper into the forest. Here grew the strangest flowers: lilies shaped like white stars, with blood-red stamens; tulips as blue a the sky; and apple trees, whose fruit looked like soap bubbles.--How such a tree would have glittered in the sunlight!--He passed green meadows when deer played in the grass underneath solitary oak trees. In every crack and credo of their trunks grew grass and moss. Them were many lakes in which white swans swam; he could hew the beating of their great wings. He lingered and listened. Mom than once he wondered whether the knell might not come from somewhere deep inside am of the lakes; but then, when he strained his ears, he understood that the sound came from far away, from the very depth of the forest. Men han gik ufortrøden dybere og dybere ind i Skoven, hvor der voxte de forunderligste Blomster, der stod hvide Stjerne-Lilier med blodrøde Støvtraade, himmelblaae Tulipaner, som gnistrede i Vinden, og Æbletræer, hvor Æblerne ganske og aldeles saae ud som store skinnende Sæbebobler, tænk bare hvor de Træer maatte straale i Solskinnet. Rundt om de deiligste grønne Enge, hvor Hjort og Hind legede i Græsset, voxte prægtige Ege og Bøge, og var eet af Træerne revnet i Barken, saa voxte her Græs og lange Ranker i Revnen; der var ogsaa store Skovstrækninger med stille Indsøer, hvori hvide Svaner svømmede og sloge med Vingerne. Kongesønnen stod tidt stille og lyttede, ofte troede han, at det var fra een af disse dybe Søer Klokken klang op til ham, men saa mærkede han dog nok, at det var ikke derfra, men endnu dybere inde i Skoven at Klokken klang.
The sun was setting and the sky turned red as fire. The forest becon so still that the prince sank down an his knees and said, "I shall never find what I seek! The sun is setting,- soon the night will comedic dark, dark night ... But maybe I can still get another glimpse of the sun, see it once more before it disappears, by climbing that cliff, over there, which is higher than the tallest trees." Nu gik Solen ned, Luften skinnede rød, som Ild, der blev saa stille, saa stille i Skoven, og han sank paa sine Knæe, sang sin Aftenpsalme og sagde: "Aldrig finder jeg hvad jeg søger! nu gaaer Solen ned, nu kommer Natten, den mørke Nat; dog eengang kan jeg maaskee endnu see den runde, røde Sol, før den ganske synker bag Jorden; jeg vil stige op paa Klipperne der, de reise sig i Høide med de største Træer!"
His hands grabbed the brambles the grow among the wet stones, and he pulled himself upward. So eager was he to reach the top of the cliff that he noticed neither the slimy snakes not ft toads who barked like dogs. Just before the sun set he reached the summit. Oh, what splendor! Below him stretched the ocean, that great sea that was flinging its long waves toward the shore. Like a shining red altar the sun stood where sea and sky met All nature became one in the golden sunset: the song of the forest and the song of the sea blended and -his hem seemed to be part of their harmony. All nature was a great cathedral: the flowers and the grass were the mosaic Boors, the tall trees and swaying clouds wet its pillars and heaven itself was the dome. High above the red color was disappearing for the sun had at The millions of sun were lighted: the millions of little diamond lamps. The prince spread out his arms toward it all: the forest the ocean, and the ft. But just at that moment, from the right side of the cliff came the poor bay with his ragged tunic. and his wooden shoes. He had arrived there almost as quickly by going his own way. The two boys ran to meet each other Them they stood, hand in hand, in the midst of nature's and poetry's great cathedral; and far above the great Invisible holy bell was heard in loud hosanna. Og han greb i Ranker og Rødder, klattrede op af de vaade Stene, hvor Vandslangerne snoede sig, hvor Skrubtudsen ligesom gjøede af ham; - men op kom han før Solen endnu ganske var nede, seet fra denne Høide; o, hvilken Pragt! Havet, det store herlige Hav, der væltede sine lange Bølger mod Kysten, strakte sig ud foran ham, og Solen stod som et stort skinnende Alter derude, hvor Hav og Himmel mødtes, alt smeltede sammen i glødende Farver, Skoven sang og Havet sang og hans Hjerte sang med; den hele Natur var en stor hellig Kirke, hvori Træer og svævende Skyer vare Pillerne, Blomster og Græs det vævede Fløiels Klæde og Himlen selv den store Kuppel: deroppe slukkedes de røde Farver, idet Solen forsvandt, men Millioner Stjerner tændtes, Millioner Diamant-Lamper skinnede da, og Kongesønnen bredte sine Arme ud mod Himlen, mod Havet og Skoven, - og i det samme, fra den høire Sidegang, kom med de korte Ærmer og med Træskoe den fattige Confirmand; han var kommen der ligesaa tidlig, kommen der ad sin Vei, og de løb hinanden imøde og holdt hinanden i Hænderne i Naturens og Poesiens store Kirke, og over dem klang den usynlige hellige Klokke, salige Aander svævede i Dands om den til et jublende Halleluja!

Copyright Anchor Books Doubleday
Hans Christian Andersen:
The Complete Fairy Tales and Stories

Translated from Danish by Erik Christian Haugaard

Copyright:
The Hans Christian Andersen Project