| On the shores of the
Mediterranean the sun really knows how to shine. It is so powerful
that it tans the people a mahogany brown; and the young scholar
who came from the north, where all the people are as white as
bakers' apprentices, soon learned to regard his old friend with
suspicion. In the south one stays inside during most of the
day with the doors and shutters closed. The houses look as if
everyone was asleep or no one was at home. The young foreigner
felt as if he were in prison, and his shadow rolled itself up
until it was smaller than it had ever been before. But as soon
as the sun set and a candle lighted the room, out came the shadow
again. |
I de hede Lande, der
kan rigtignok Solen brænde! Folk blive ganske mahognibrune;
ja i de allerhedeste Lande brændes de til Negre, men det var
nu kun til de hede Lande, en lærd Mand var kommen fra de kolde;
der troede han nu at han kunde l'be om, ligesom der hjemme,
jo det blev han snart vant fra. Han og alle fornuftige Folk
maatte blive inde, Vindues-Skodder og Døre bleve lukkede den
hele Dag; det saae ud som hele Huset sov eller der var ingen
hjemme. Den smalle Gade med de høie Huse, hvor han boede, var
nu ogsaa bygget saaledes at Solskinnet fra Morgen til Aften
maatte ligge der, det var virkeligt ikke til at holde ud! -
Den lærde Mand fra de kolde Lande, det var en ung Mand, en klog
Mand, han syntes, han sad i en gloende Ovn; det tog paa ham,
han blev ganske mager, selv hans Skygge krøb ind, den blev meget
mindre end hjemme, Solen tog ogsaa paa den. - De levede først
op om Aftenen, naar Solen var nede. |
| It was truly a pleasure
to watch it grow; up the wall it would stretch itself until
its head almost reached the ceiling. "The stars seem so much
brighter here," thought the scholar, and he walked out onto
his balcony where he stretched himself just as his shadow had
done. And on all the balconies throughout the city people came
out to enjoy the cool evening. Had the town appeared dead and
deserted at noon, certainly now it was alive! People were flocking
into the streets. The tailors and the shoemakers moved their
workbenches outside; the women came with their straight-backed
chairs to sit and gossip. Donkeys heavily laden with wares tripped
along like little maids. Children were everywhere. They laughed,
played, and sometimes cried as children will do, for children
can run so fast that they are not certain whether it is a tragedy
or a comedy they are enacting. And the lights! Thousands of
lamps burned like so many falling stars. A funeral procession,
led by little choir boys in black and white, passed with mournful
but not sad-looking people following the black-draped horse
and wagon. The church bells were ringing. "This is life!" thought
the young foreigner, and he tried to take it all in. Only the
house directly across from his own was as quiet now as it had
been at midday. The street was very narrow and the opposite
balcony was only a few yards away. Often he stood and stared
at it, but no one ever came out. Yet there were flowers there
and they seemed to be flourishing, which meant that they were
cared for or else the sun would long since have withered them.
"Yes," he concluded, "they must be watered by someone." Besides,
the shutters were opened, and while he never saw any light,
he sometimes heard music. The scholar thought this music "exquisite,"
but that may be only because all young northerners think everything
"exquisite" the first time they are in the south. He asked his
landlord if he knew who lived across the street, but the old
man replied that he did not and, in fact, had never seen anyone
enter or leave. As for the music, he could hardly express how
terrible he thought it. "It's as if someone were practicing,"
he said. "The same piece, over and over and over again! And
it's never played all the way through! It's unbearable!" |
Det var ordentlig en
Fornøielse at see paa; saasnart Lyset blev bragt ind i Stuen,
strakte Skyggen sig heelt op ad Væggen, ja saa gar hen ad Loftet,
saa lang gjorde den sig, den maatte strække sig for at komme
til Kræfter. Den Lærde gik ud paa Altanen, for at strække sig
der, og altsom Stjernerne kom frem i den deilige klare Luft,
var det for ham, som kom han tillive igjen. Paa alle Altaner
i Gaden, og i de varme Lande har hvert Vindue en Altan, kom
Folk frem, for Luft maa man have, selv om man er vant til at
være mahogni! Der blev saa levende oppe og nede. Skomagere og
Skræddere, alle Folk fløttede ud paa Gaden, der kom Bord og
Stol, og Lyset brændte, ja over tusind Lys brændte, og den ene
talte og den anden sang, og Folk spadserede, Vognene kjørte,
Æslerne gik: klingelingeling! de har Klokker paa; der blev Liig
begravede med Psalmesang, Gadedrengene skjød med Troldkjællinger,
og Kirkeklokkerne ringede, jo der var rigtig nok levende nede
i Gaden. Kun i det ene Huus, som laa ligeoverfor hvor den fremmede
lærde Mand boede, var der ganske stille; og dog boede der Nogen,
for der stod paa Altanen Blomster, de groede saa deiligt i den
Solhede, og det kunde de ikke, uden at de bleve vandede, og
Nogen maatte jo vande dem; Folk maatte der være. Døren derovre
kom ogsaa halv op ud paa Aftenen, men der var mørkt derinde,
i det mindste i det forreste Værelse, dybere inde fra lød Musik.
Den fremmede lærde Mand syntes, den var ganske mageløs, men
det kunde nu ogsaa gjerne være at han kun bildte sig det ind,
for han fandt Alting mageløst derude i de varme Lande, naar
der kun ingen Sol havde været. Den Fremmedes Vert sagde at han
ikke vidste, hvem der havde leiet Gjenboens Huus, man saae jo
ingen Folk og hvad Musiken angik, syntes han, at den var gruelig
kjedelig. "Det er ligesom om En sad og øvede sig paa et Stykke,
han ikke kan komme ud af, altid det samme Stykke. 'Jeg faaer
det dog ud!' siger han nok, men han faaer det dog ikke ud hvor
længe han spiller." |
| One night the young
foreigner, who slept with his balcony door open, awakened with
a start. A breeze had lifted his drapes so that he caught a
glimpse of the opposite balcony. The flowers were ablaze with
the most beautiful colors and in their midst stood a lovely
maiden. For an instant the scholar closed his eyes to make sure
that he had had them open. In a single leap he was standing
in front of the drapes. Cautiously, he parted them; but the
girl had vanished, the light had disappeared, and the flowers
looked as they always did. The door, however, had been left
open, and from far inside he could hear music; its gentle strains
seemed to cast a spell over him, for never before had he taken
such delight in his own thoughts. How does one get into that
apartment? he wondered; and he perused the street below. There
was no private entrance whatever, only a group of small shops;
surely one could not enter a home through a store. |
En Nat vaagnede den
Fremmede, han sov for aaben Altandør, Gardinet foran den løftede
sig i Vinden, og han syntes at der kom en forunderlig Glands
fra Gjenboens Altan, alle Blomsterne skinnede som Flammer, i
de deiligste Farver, og midt imellem Blomsterne stod en slank,
yndig Jomfru, det var som om ogsaa hun lyste; det skar ham virkeligt
i Øinene, han lukkede dem nu ogsaa saa forfærdelig meget op
og kom lige af Søvnen; i et Spring var han paa Gulvet, ganske
sagte kom han bag Gardinet, men Jomfruen var borte, Glandsen
var borte; Blomsterne skinnede slet ikke, men stode meget godt,
som altid; Døren var paa klem, og dybt inde klang Musiken saa
blød og deilig, man kunde ordentlig falde hen i søde Tanker
derved. Det var dog ligesom en Trolddom og hvem boede der? Hvor
var den egentlige Indgang? Hele Stue-Etagen var Boutik ved Boutik,
og der kunde Folk jo dog ikke altid løbe igjennem. |
| The next evening the
scholar was sitting as usual on his balcony. From his room the
lamp burned brightly, and since his shadow was very shy of light,
it had stretched itself until it reached the opposite balcony.
When the young man moved, his shadow moved. |
En Aften sad den Fremmede
ude paa sin Altan, inde i Stuen bag ved ham brændte Lyset, og
saa var det jo ganske naturligt at Skyggen af ham gik over paa
Gjenboens Væg; ja der sad den lige over for mellem Blomsterne
paa Altanen; og naar den Fremmede rørte sig, saa rørte Skyggen
sig ogsaa, for det gjør den. |
| "I believe my shadow
is the only living thing over there," he muttered. "See how
it has sat down among the flowers. The balcony door is ajar.
Now if my shadow were clever, it would go inside and take a
look around; then it would come back and tell me what it had
seen. Yes, you ought to earn your keep," he said jokingly. "Now
go inside. Did you hear me? Go!" And he nodded to his shadow
and his shadow nodded back at him. "Yes, go! But remember to
come back again." There the scholar's conversation with his
shadow ended. The young man rose, and the shadow on the opposite
balcony rose; the young man turned around and the shadow also
turned around; but then there happened something that no one
saw. The shadow went through the half-open door of the other
balcony, while the scholar went into his own room and closed
the drapes behind him. |
"Jeg troer min Skygge
er det eneste Levende, man seer derovre!" sagde den lærde Mand.
"See hvor net den sidder mellem Blomsterne, Døren staaer paa
klem, nu skulde Skyggen være saa snild og gaae indenfor, see
sig om, og saa komme og fortælle mig hvad den havde seet! ja
Du skulde gjøre Gavn!" sagde han i Spøg! "Vær saa god at træde
indenfor! naa! gaaer Du?" og saa nikkede han til Skyggen og
Skyggen nikkede igjen. "Ja saa gaa, men bliv ikke borte!" og
den Fremmede reiste sig og hans Skygge ovre paa Gjenboens Altan
reiste sig ogsaa; og den Fremmede dreiede sig og Skyggen dreiede
sig ogsaa; ja dersom Nogen ordentligt havde lagt Mærke dertil,
da havde de tydeligt kunnet see, at Skyggen gik ind af den halvaabne
Altandør hos Gjenboen, lige i det den Fremmede gik ind i sin
Stue og lod det lange Gardin falde ned efter sig. |
| The next morning on
his way to the cafe where he had his breakfast and read the
newspapers, the scholar discovered that he had no shadow. "So
it really went away last night!" he marveled. |
Næste Morgen gik den
lærde Mand ud for at drikke Kaffe og læse Aviser. "Hvad er det?"
sagde han, da han kom ud i Solskinnet, "jeg har jo ingen Skygge!
saa er den virkelig gaaet i Aftes og ikke kommet igjen; det
er noget kjedeligt Noget!" |
| More than anything else,
the young man was embarrassed; people were certain to notice,
and might demand that he explain or, worse than that, might
make up explanations of their own. He returned at once to his
room and there he remained for the rest of the day. |
Og det ærgrede ham,
men ikke saa meget fordi at Skyggen var borte, men fordi han
vidste, at der var en Historie til om en Mand uden Skygge, den
kjendte jo alle Folk hjemme i de kolde Lande, og kom nu den
lærde Mand der og fortalte sin, saa vilde de sige, at han gik
og lignede efter, og det behøvede han ikke. Han vilde derfor
slet ikke tale derom, og det var fornuftigt tænkt. |
| That evening he walked
out onto his balcony for a bit of fresh air. The light streamed
from behind him as it had on the evening before. He sat down,
stood up, stretched himself; still there was no shadow, and
though it was doubtful that anyone could see him, he hurried
inside again almost immediately. |
Om Aftenen gik han ud
paa sin Altan igjen, Lyset havde han meget rigtig sat bag ved
sig, for han vidste at Skyggen vil altid have sin Herre til
Skjærm, men han kunde ikke lokke den; han gjorde sig lille,
han gjorde sig stor, men der var ingen Skygge, der kom ingen!
Han sagde: hm! hm! men det hjalp ikke. |
| But in the warm countries
everything grows much faster than it does in the north, and
less than a week had passed before a shadow began to sprout
from the scholar's feet. "The old one must have left its roots
behind, what a pleasant surprise!" he thought happily. Within
a month he walked the streets unconcerned; his shadow, though
a little small, was quite respectable. During the long trip,
for the scholar was going home, it continued to grow until even
a very big man, which the scholar was not, would not have complained
about its size. |
Ærgerligt var det, men
i de varme Lande der voxer nu Alting saa gesvindt, og efter
otte Dages Forløb mærkede han, til sin store Fornøielse, at
der voxede ham en ny Skygge ud fra Benene, naar han kom i Solskin,
Roden maatte været blevet siddende. Efter tre Uger havde han
en ganske taalelig Skygge, der, da han begav sig hjem til de
nordlige Lande, voxte paa Reisen meer og meer, saa at den tilsidst
var saa lang og saa stor at det Halve var nok. |
| Settled once more in
his own country, the scholar wrote books about all that is true
and beautiful and good. The days became years. The scholar was
now a philosopher; and the years became many. |
Saa kom den lærde Mand
hjem og han skrev Bøger om hvad der var Sandt i Verden, og om
hvad der var Godt og hvad der var Smukt, og der gik Dage og
der gik Aar; der gik mange Aar. |
| One evening when he
was sitting alone in his room there was a very gentle knock
at the door. |
Da sidder han en Aften
i sin Stue og saa banker det ganske sagte paa Døren. |
| "Come in," he called.
But no one came, so the philosopher opened the door himself.
Before him stood the thinnest man that he had ever seen but,
judging from his clothes, a person of some importance. |
"Kom ind!" siger han,
men der kom Ingen; saa lukker han op og der stod for ham saadan
et overordentligt magert Menneske, saa han blev ganske underlig.
Forresten var Mennesket særdeles fiint klædt paa, det maatte
være en fornem Mand. |
| "Whom do I have the
honor of addressing?" the philosopher asked. |
"Hvem har jeg den Ære
at tale med?" spurgte den Lærde. |
| "I thought as much,"
replied the stranger. "You don't recognize me, now that I have
a body of my own and clothes to boot. You never would have believed
that you would meet your old shadow again. Things have gone
well for me since we parted. If need be, I can buy my freedom!"
The shadow jiggled its purse, which was filled with gold pieces,
and touched the heavy gold chain that it wore around its neck.
On all of its fingers were diamond rings, and every one was
genuine. |
"Ja det tænkte jeg nok!"
sagde den fine Mand, "at De ikke kjendte mig! jeg er blevet
saa meget Legeme, jeg har ordentlig faaet Kjød og Klæder. De
har nok aldrig tænkt at see mig i saadan en Velmagt. Kjender
De ikke deres gamle Skygge? Ja De bar vist ikke troet at jeg
mere kom igjen. Mig er det gaaet særdeles vel siden jeg sidst
var hos dem, jeg er i alle Henseender bleven meget formuende!
skal jeg kjøbe mig fri fra Tjenesten, saa kan jeg!" og saa raslede
han med et heelt Bundt kostbare Signeter, som hang ved Uhret,
og han stak sin Haand ind i den tykke Guldkjæde, han bar om
Halsen; nei hvor alle Fingrene glimrede med Diamants Ringe!
og det var Altsammen virkeligt. |
| "I must be dreaming!"
exclaimed the philosopher. "What is happening?" |
"Nei, jeg kan ikke komme
til mig selv!" sagde den lærde Mand, "hvad er dog alt det!"
|
| "Well, it isn't something
that happens every day," said the shadow, "but then, you're
not an ordinary person. Nobody knows that better than I do,
didn't I walk in your first footsteps? . . . As soon as you
found that I could stand alone in the world, you let me go.
The results are obvious. Without bragging, I can say few could
have done better. . . . Of late, a longing has come over me
to talk with you before you die--you must die, you know. Besides,
I wanted to see this country again, only a rogue does not love
his native land. . . . I know that you have a new shadow. If
I owe you or it anything, you will be so kind as to tell me." |
"Ja noget Almindeligt
er det ikke!" sagde Skyggen, "men De selv hører jo heller ikke
til det Almindelige, og jeg, det veed De nok, har fra Barnsbeen
traadt i deres Fodspoer. Saasnart De fandt, jeg var moden til
at gaae alene ud i Verden, gik jeg min egen Vei; jeg er i de
allerbrillanteste Omstændigheder, men der kom en Slags Længsel
over mig efter engang at see Dem før de døer, De skal jo døe!
jeg vilde ogsaa gjerne gjensee disse Lande, for man holder dog
altid af Fædrelandet! - Jeg veed De har faaet en anden Skygge
igjen, har jeg noget at betale til den eller dem? De vil bare
være saa god at sige det." |
| "Is it really you?"
cried the philosopher. "It's so incredible! I wouldn't have
believed that one's shadow could come back to one as a human
being!" |
"Nei, er det virkelig
Dig!" sagde den lærde Mand, "det er dog høist mærkværdig! aldrig
havde jeg troet at Ens gamle Skygge kunde komme igjen som Menneske!"
|
| "Tell me how much I
owe you," insisted the shadow. "I hate to be in debt." |
"Siig mig hvad jeg har
at betale!" sagde Skyggen, "for jeg vil nødig staae i nogen
Slags Gjæld!" |
| "How can you talk like
that?" replied the philosopher. "What debt could there be to
pay? Be as free as you wish! I am only happy to see you again.
And I rejoice in your good luck. Sit down, old friend," he invited
most cordially. "Tell me how all this came about, and what you
saw that night in the house across the street." |
"Hvor kan Du tale saaledes!"
sagde den lærde Mand. "Hvad Gjæld er her at snakke om! vær saa
fri, som Nogen! jeg glæder mig overordentlig ved din Lykke!
sid ned, gamle Ven og fortæl mig bare lidt om hvorledes det
er gaaet til, og hvad Du saae ovre hos Gjenboens, der i de varme
Lande!" |
| "Yes, I will tell you
about it," agreed the shadow, and sat down. "But first you must
promise me that you will never tell anyone that I once was your
shadow. I've been thinking of becoming engaged; after all, I
am quite rich enough to support a large family." |
"Ja, det skal jeg fortælle
Dem," sagde Skyggen og satte sig ned, "men saa maa De ogsaa
love mig, at De aldrig til Nogen her i Byen, hvor De endogsaa
træffer mig, siger at jeg har været deres Skygge! jeg har isinde
at forlove mig; jeg kan føde mere end een Familie!" |
| "Don't give it another
moment's thought," the philosopher said. "I will never tell
anyone who you really are. Here is my hand on it. A man is no
better than his word." |
"Vær ganske rolig!"
sagde den lærde Mand, "jeg skal ikke sige Nogen hvem Du egenlig
er! her er min Haand! jeg lover det og en Mand et Ord!" |
| "And a word is a shadow,"
remarked the shadow, because it could not speak otherwise. |
"Et Ord en Skygge!"
sagde Skyggen, og saaledes maatte den jo tale. |
| It was really amazing,
how human the shadow appeared. It was dressed completely in
black, but everything was of the finest quality from its patent
leather boots to its hat of the softest felt. The gold chain
and the rings have already been described, but one's eye fell
upon them so often that one cannot help mentioning them again.
Yes, the shadow was well dressed, and clothes make the man.
|
Det var ellers virkelig
ganske mærkværdigt hvormeget Men neske den var; ganske sortklædt
var den og i det allerfineste sorte Klæde, lakerede Støvler,
og Hat der kunde smække sammen, saa at den blev bar Pul og Skygge,
ikke at tale om hvad vi allerede veed her var, Signeter, Guldhalskjæde
og Diamantringe; jo, Skyggen var overordentlig godt klædt paa,
og det var just det, som gjorde at den var ganske et Menneske.
|
| "Now I shall begin,"
announced the shadow, and it stamped its boots as hard as it
could on the philosopher's new shadow, which was curled up like
a poodle at the feet of the man. Perhaps it did this because
it hoped to attach the philosopher's shadow to itself, or maybe
just because it was arrogant; but the new shadow did not appear
ruffled. It lay perfectly still and listened, for it too wanted
to know how one could be free and become one's own master. |
"Nu skal jeg fortælle!"
sagde Skyggen, og saa satte den sine Been med de lakerede Støvler
saa haardt, den kunde, ned paa Ærmet af den lærde Mands nye
Skygge, der laa som en Puddelhund ved hans Fødder, og det var
nu enten af Hovmod eller maaskee for at faae den til at hænge
ved; og den liggende Skygge, holdt sig saa stille og rolig,
for ret at høre efter; den vilde nok vide hvorledes man saaledes
kunde komme løs og tjene sig op til sin egen Herre. |
| "Do you know who lived
in the house across the street?" asked the shadow. "That's the
best of all, it was Poetry! I was there for three weeks, and
that is just as edifying as having lived three thousand years
and read everything that's ever been composed or written. This
I say, and what I say is true! I have seen all and I know all!"
"Poetry!" cried the philosopher. "Yes . . . yes. She is often
a hermit in the big cities. I saw her myself once, but only
for a short moment and my eyes were drowsy from sleep. She was
standing on the balcony and it was as if the northern lights
were shining around her. . . . Go on, go on! There you were
on the balcony; then you walked through the doorway and . .
. and . . ." |
"Veed De, hvem der boede
i Gjenboens Huus?" sagde Skyggen, "det var den deiligste af
Alle, det var Poesien! Jeg var der i tre Uger og det er ligesaa
virkende, som om man levede i tre tusind Aar og læste Alt hvad
der var digtet og skrevet, for det siger jeg og det er rigtigt.
Jeg har seet Alt og jeg veed Alt!" "Poesien!" raabte den lærde
Mand! "ja, ja - hun er tidt Eremit i de store Byer! Poesien!
ja jeg har seet hende et eneste kort Øieblik, men Søvnen sad
mig i Øinene! hun stod paa Altanen og skinnede som Nordlyset
skinner! Fortæl, fortæl! Du var paa Altanen, Du gik ind ad Døren
og saa - -!" |
| "I was in the entrance
hall. That's what you sat looking at all the time, the vestibule.
There was no lamp in there, and that's why from the outside
the apartment appeared dark. But there was a door. It opened
onto another room, which opened onto another, which opened onto
another. There was a long row of rooms and anterooms before
one reached the innermost where Poetry lived. And these were
ablaze with more than enough light to kill a shadow, so I never
saw the maiden up close. I was cautious and patient, and that
is the same as being virtuous." |
"Saa var jeg i Forgemakket!"
sagde Skyggen. "De har altid siddet og seet over til Forgemakket.
Der var slet intet Lys, der var en Slags Tusmørke, men den ene
Dør stod aaben ligefor den anden i en lang Række Stuer og Sale;
og der var lyst op, jeg var reent blevet slaaet ihjel af Lys,
var jeg kommet heelt ind til Jomfruen; men jeg var besindig,
jeg gav mig Tid og det skal man gjøre!" |
| "Come, come," commanded
the philosopher curtly. "Tell me what you saw." |
"Og hvad saae Du saa?"
spurgte den lærde Mand. |
| "Everything! And I'll
tell you about it, but first . . . It has nothing whatever to
do with pride, but out of respect to my accomplishments, not
to speak of my social position, I wish you wouldn't address
me so familiarly." |
"Jeg saae Alting, og
jeg skal fortælle Dem det, men, - det er slet ingen Stolthed
af mig, men - som Fri og med de Kundskaber jeg har, ikke at
tale om min gode Stilling, mine fortræffelige Omstændigheder,
-saa ønskede jeg gjerne at de vilde sige De til mig!" |
| "Forgive me!" exclaimed
the philosopher. "It is an old habit, and they are the hardest
to get rid of. But you are quite right, and I'll try to remember.
. . . Please do continue, for I am immensely interested." |
"Om Forladelse!" sagde
den lærde Mand, "det er gammel Vane, som sidder fast! - De har
fuldkommen Ret! og jeg skal huske det! men nu fortæller De mig
Alt hvad De saae!" |
| "Everything! I have
seen all, and I know all!" |
"Alting!" sagde Skyggen,
"for jeg saae Alt og jeg veed Alt!" |
| "I beg you to tell me
about the innermost room where Poetry dwelled. Was it like the
beech forest in spring? Was it like the interior of a great
cathedral? Or was it like the heavens when one stands on a mountaintop?"
|
"Hvorledes saae der
ud i de inderste Sale?" spurgte den lærde Mand. "Var der som
i den friske Skov? Var der som i en hellig Kirke? Vare Salene
som den stjerneklare Himmel, naar man staaer paa de høie Bjerge?" |
| "Everything was there!"
replied the shadow. "Of course, I never went all the way in.
The twilight of the vestibule suited me better, and from there
I had an excellent view. I saw everything and I know all. I
was at the court of Poetry, in the entrance hall." |
"Alting var der!" sagde
Skyggen. "Jeg gik jo ikke ganske heelt ind, jeg blev i det forreste
Værelse i Tusmørket, men der stod jeg særdeles godt, jeg saae
Alting og jeg veed Alting! Jeg har været ved Poesiens Hof, i
Forgemakket." |
| "But what did you see?"
urged the philosopher. "Did Thor and Odin walk those halls?
Did Achilles and Hector fight their battles again? Or did innocent
children play there and tell of their dreams?" |
"Men hvad saae De? Gik
gjennem de store Sale alle Oldtidens Guder? Kjæmpede der de
gamle Helte? Legede søde Børn og fortalte deres Drømme?" |
| "I am telling you that
I was there. And you understand, I saw everything that there
was to see. You could not have stayed there and remained a human
being, but it in made a human being of me! I quickly came to
understand my innermost nature, that part of me which from birth
can claim kinship to Poetry. When I lived with you, I didn't
even think about such things. You'll remember that I was always
larger at sunrise and at sunset, and that I was more noticeable
in the moonlight than you were. Still, I had no understanding
of my nature; that did not come until I was in the vestibule,
and then I became a human being. "I was fully mature when I
came out; by then you had already left the south. Being human
made me ashamed to go around as I was; I needed boots, clothes,
and all the other trimmings that make a man what he is. So there
was nothing else for me to do but hide. . . . I wouldn't say
this to anyone but you, and you mustn't mention it in any of
your books. . . . I hid under the skirts of the woman who sold
gingerbread men in the market. Luckily, she never found out
how much her petticoats concealed. I came out only in the evening;
then I would walk around in the moonlight, stretching myself
up the walls to get the kinks out of my back. Up and down the
streets I went, peeping through the windows of the attics as
well as the drawing rooms. And I saw what no one ever sees,
what no one ever should see! It's really a horrible world, and
I wouldn't be human if it weren't so desirable. I saw things
that ought to be unthinkable; and these were not only done by
husbands and wives, but by parents and the sweet, innocent children!
I saw," said the shadow, "I saw everything that man must not
know, but what he most ardently wishes to know--his neighbor's
evil! If I had written a newspaper, everyone would have read
it; but instead I wrote directly to the persons themselves,
and I wreaked havoc in every city that I came to. People feared
me so much and were so fond of me! The universities gave me
honorary degrees, the tailors gave me clothes, and the women
said that I was handsome. In a word, each donated what he could,
and so I became the man that I am. . . . But it is getting late,
and I must say good-by. Here is my card. I live on the sunnier
side of the street and am always home when it rains." |
"Jeg siger Dem, jeg
var der og De begriber, jeg saae Alting, hvad der var at see!
havde De kommet derover, var de ikke blevet Menneske, men det
blev jeg! og tillige lærte jeg at kjende min inderste Natur,
mit Medfødte, det Familieskab, jeg havde med Poesien. Ja den
Gang jeg var hos Dem, tænkte jeg ikke over det, men altid, De
veed det, naar Sol gik op og Sol gik ned, blev jeg saa underlig
stor; i Maaneskin var jeg næsten ved at være tydeligere end
De selv; jeg forstod ikke den Gang min Natur, i Forgemakket
gik det op for mig! jeg blev Menneske! Moden kom jeg ud, men
De var ikke længere i de varme Lande; jeg skammede mig som Menneske
ved at gaae som jeg gik, jeg trængte til Støvler, til Klæder,
til hele denne Menneske-Fernis, som gjør et Menneske kjendeligt.
- Jeg tog Vei, ja, Dem siger jeg det, De sætter det jo ikke
i nogen Bog, jeg tog Vei til Kagekonens Skjørt, under det skjulte
jeg mig; Konen tænkte ikke paa hvor meget hun gjemte; først
om Aftenen gik jeg ud; jeg løb om i Maaneskinnet paa Gaden;
jeg gjorde mig lang op ad Muren, det killer saa deiligt i Ryggen!
jeg løb op og jeg løb ned, kiggede ind af de høieste Vinduer,
ind i Salen og paa Taget, jeg kiggede hvor Ingen kunde kigge
og jeg saae hvad ingen Andre saae, hvad Ingen skulde see! Det
er i Grunden en nedrig Verden! jeg vilde ikke være Menneske,
dersom det nu ikke engang var antaget at det var noget at være
det! Jeg saae det Allerutænkeligste hos Konerne, hos Mændene,
hos Forældrene og hos de søde mageløse Børn; - jeg saae", sagde
Skyggen, "hvad ingen Mennesker maatte vide, men hvad de Allesammen
saa gjerne vilde vide, Ondt hos Naboen. - Havde jeg skrevet
en Avis, den var bleven læst! men jeg skrev lige til Personen
selv, og der blev en Forfærdelse i alle Byer hvor jeg kom. De
bleve saa bange for mig! og de holdt saa overordentlig af mig.
Professorerne gjorde mig til Professor, Skræderne gav mig ny
Klæder, jeg er godt forsynet; Myntmesteren slog Mynt for mig,
og Konerne sagde, jeg var saa kjøn! - og saa blev jeg den Mand
jeg er! og nu siger jeg Farvel; her er mit Kort, jeg boer paa
Solsiden og er altid hjemme i Regnvejr!" og saa gik Skyggen.
|
| "How strange!" remarked
the philosopher after the shadow had left. |
"Det var dog mærkeligt!"
sagde den lærde Mand. |
| The years and the days
passed, and the shadow came again. |
Aar og Dag gik, saa
kom Skyggen igjen. |
| "How are things going?"
it asked. |
"Hvorledes gaaer det?"
spurgte den. |
| "Oh," replied the philosopher,
"I have been writing about all that is true and beautiful and
good, but no one cares to hear about anything like that, and
I am terribly disappointed because those are the things that
are dear to me." |
"Ak!" sagde den lærde
Mand, "jeg skriver om det Sande og det Gode og det Skjønne,
men Ingen bryder sig om at høre Sligt, jeg er ganske fortvivlet,
for jeg tager mig det saa nær!" |
| "Well, they aren't to
me," said the shadow. "I've been concentrating on gaining weight,
and that there's some point in. You don't understand the world,
that's what's the matter with you. You ought to travel. I am
going on a trip this summer, would you like to join me? If you
would like to travel as my shadow it would be a pleasure to
have you along. I'll pay for your trip!" |
"Men det gjør jeg ikke!"
sagde Skyggen, "jeg bliver feed, og det er det man skal see
at blive! ja De forstaaer dem ikke paa Verden. De bliver daarlig
ved det. De maa reise! jeg gjør en Reise til Sommer; vil De
med? Jeg gad nok have en Reisekammerat! vil De reise med, som
Skygge? Det skal være mig en stor Fornøielse at have Dem med,
jeg betaler Reisen!" |
| "You go too far!" retorted
the philosopher. |
"Det gaaer vel vidt?"
sagde den lærde Mand. |
| "It all depends how
you look at it. The trip will do you good and, traveling as
my shadow, you'll have all your expenses paid by me." |
"Det er ligesom man
tager det!" sagde Skyggen. "De vil have grumme godt af at reise!
vil De være min Skygge saa skal De faae Alting frit paa Reisen!"
|
| "Monstrous!" shouted
the philosopher. |
"Det er for galt!" sagde
den lærde Mand. |
| "But that's the way
of the world, and it isn't going to change," said the shadow,
and left. |
"Men saadan er nu Verden!"
sagde Skyggen, "og saaledes bliver den!" og saa gik Skyggen.
|
| Matters did not improve
for the philosopher; on the contrary, sorrow and misery had
attached themselves to his coattails. For the most part, whenever
he spoke of the true and the beautiful and the good, it was
like setting roses before a cow. Finally he became seriously
ill. |
Den lærde Mand havde
det slet ikke godt, Sorg og Plage fulgte ham, og hvad han talte
om det Sande og det Gode og det Skjønne, det var for de Fleste
ligesom Roser for en Ko! - han var ganske syg tilsidst. |
| "You look like a shadow
of your former self," people would say, and when he heard these
words a shiver went down his spine. |
"De seer virkelig ud
ligesom en Skygge!" sagde Folk til ham, og det gjøs i den lærde
Mand, for han tænkte ved det. |
| "You ought to go to
a health resort," suggested the shadow when it came to visit
him again. "There's no other alternative. I will take you along
for old time's sake. I'll pay the expenses, and you'll talk
and try to amuse me along the journey. I'm going to a spa, myself,
because my beard won't grow. That's a disease too, you know,
because beards are a necessity. If you're sensible, you'll accept.
We'll travel as friends." |
"De skal tage til Bad!"
sagde Skyggen, som kom og besøgte ham, "der er ikke andet for!
jeg vil tage Dem med for gammelt Bekjendtskabs Skyld, jeg betaler
Reisen og De gjør Beskrivelsen og er saadan lidt morsom for
mig paa Veien! jeg vil til et Bad, mit Skjæg groer ikke ud som
det skulde, det er ogsaa en Sygdom., og Skjæg maa man have!
Vær De nu fornuftig og tag imod Tilbudet, vi reise jo som Kammerater!" |
| And so they traveled,
the shadow as master and the master as shadow, for whether they
were being driven in a coach, riding horseback, or simply walking,
they were always side by side and the shadow kept itself a little
in the fore or in the rear, according to the direction of the
sun. It knew how to create the impression that it was the superior.
The philosopher, however, was not aware of any of this. He had
a kind heart, which did not even have a guest room reserved
for envy. The journey was not yet over when the philosopher
suggested to the shadow, "Now that we're traveling companions--and
when you consider the fact that we've grown up together, shouldn't
we call each other by first names? It makes for a much pleasanter
atmosphere." |
Og saa reiste de; Skyggen
var da Herre og Herren var da Skygge; de kjørte med hinanden,
de rede og gik sammen, Side ved Side, forud og bag efter, saaledes
som Solen stod; Skyggen vidste altid at holde sig paa Herrepladsen;
og det tænkte den lærde Mand nu ikke saadanne over; han var
et meget godt Hjerte, og særdeles mild og venlig, og da sagde
han en Dag til Skyggen: "da vi nu saaledes ere blevne Reisekammerater,
som vi er det og vi tillige ere voxne op fra Barndommen sammen,
skulle vi saa ikke drikke Duus, det er dog mere fortroligt!" |
| "There's something in
what you say," began the shadow, who now was the real master.
"You have spoken frankly, and what you have said was well meant;
therefore, I ought to be honest with you. As a philosopher,
you know how strange nature can be. Some people cannot bear
to have a rough piece of material next to their bodies, and
others can't hear a nail scratching on glass without it upsetting
their nervous systems. Well, I would have the same feeling if
you were to call me by my first name. I would have the feeling
that I was being pressed to the ground, as if my relationship
to you had never changed. You understand it's merely a feeling,
it has nothing whatever to do with pride. But I could call you
by your first name and satisfy half of your request." |
"De siger noget!" sagde
Skyggen, som jo nu var den egentlige Herre. "Det er meget ligefremt
og velmeent sagt, jeg vil være ligesaa velmenende og ligefrem.
De, som en lærd Mand, veed vistnok hvor underlig Naturen er.
Somme Mennesker kunne ikke taale at røre ved graat Papir, saa
faae de ondt; Andre gaaer det gjennem alle Lemmer, naar man
lader et Søm gnide mod en Glasrude; jeg har ligesaadan en Følelse
ved at høre Dem sige Du til mig, jeg føler mig ligesom trykket
til Jorden i min første Stilling hos Dem. De seer at det er
en Følelse, det er ikke Stolthed; jeg kan ikke lade Dem sige
Du til mig, men jeg skal gjerne sige Du til Dem, saa er det
halve gjort!" |
| From then on, the shadow
always spoke and referred to the philosopher by his first name. |
Og saa sagde Skyggen
Du til sin forrige Herre. |
| "He goes too far," thought
the man. "He's hardly civil to me." But when one is poor, one
does more thinking than speaking. |
"Det er dog vel galt,"
tænkte han, "at jeg maa sige De og han siger Du," men nu maatte
han holde ud. |
| At last they arrived
at the famous resort where people came from all over the world
to be cured. Among the guests was a beautiful princess who suffered
from seeing too clearly, which is a very painful disease. |
Saa kom de til et Bad,
hvor der vare mange Fremmede og imellem disse en deilig Kongedatter,
som havde den Sygdom at hun saae altfor godt og det var nu saa
ængsteligt. |
| She noticed at once
that one of the new arrivals was very different from everyone
else. He had come to make his beard grow, she was told. "But
that's not the real reason," she muttered to herself. |
Ligestrax mærkede hun
at han, der var kommet, var en ganske anden Person end alle
de Andre; "han er her for at faae sit Skjæg til at voxe, siger
man, men jeg seer den rette Aarsag, han kan ikke kaste Skygge." |
| And to satisfy her curiosity,
she went right up and spoke to the stranger, for the daughter
of a king need not stand on ceremony with anyone. "Your trouble
is that you cannot cast a shadow," the princess announced. |
Nysgjærrig var hun blevet;
og saa gav hun sig strax paa Spadsereturen i Tale med den fremmede
Herre. Som en Kongedatter behøvede hun ikke at gjøre mange Omstændigheder,
og saa sagde hun, "Deres Sygdom er at De ikke kan kaste Skygge."
|
| "Your Royal Highness
is getting well!" exclaimed the shadow. "I know that you suffered
from seeing too clearly, but you must be getting over it. You
show signs of perfect health. . . . I grant you that it is a
very unusual one, but I do have a shadow. Other people have
just ordinary shadows, but I despise the ordinary. You know
how one dresses one's servants so that their livery is finer
than ones own clothes; well, I let my shadow pretend that he
is human. As you can see, I have even bought him a shadow. It
was very expensive, but I am fond of doing the original." |
"Deres kongelige Høihed
maa være betydelig i Bedring!" sagde Skyggen, "jeg veed, Deres
Onde er at De seer alt for godt, men det har tabt sig, De er
helbredet, jeg har just en ganske usædvanlig Skygge! Seer de
ikke den Person, som altid gaaer med mig! Andre Mennesker have
en almindelig Skygge, men jeg holder ikke af det Almindelige.
Man giver tidt sin Tjener finere Klæde i Liberiet end man selv
bruger, og saaledes har jeg ladet min Skygge pudse op til Menneske!
ja, De seer, at jeg endogsaa. har givet ham en Skygge. Det er
meget kostbart, men jeg holder af have noget for mig selv!"
|
| "What!" thought the
princess. "Have I really been cured? This is the finest spa
there is. How fortunate I am to be born in the time when these
marvelous waters were discovered. . . . But just because I am
well is no reason to leave. I'm enjoying myself here. That stranger
interests me, I hope his beard won't grow too quickly." |
"Hvad?" tænkte Prindsessen,
"skulde jeg virkelig være kommet mig! Dette Bad er det første
der er til! Vandet har i vor Tid ganske forunderlige Kræfter.
Men jeg tager ikke bort, for nu bliver her morsomt; den Fremmede
synes jeg overordenligt om. Bare hans Skjæg ikke voxer, for
saa reiser han!" |
| That night there was
a grand ball that everyone attended, and the shadow danced with
the princess. The princess was light on her toes, but the shadow
was even lighter; such a graceful partner she had never had
before. They discovered that he had once visited her country
while she was abroad. There, too, the shadow had peeped through
all of the windows, those that faced the street and those that
did not. He had seen both this and that; and he knew how to
tell about some of what he had seen and how to hint at the rest,
which was even more impressive. The princess was astounded.
She had never spoken to anyone who was so worldly wise, and
out of respect for what he knew, she danced with him again.
The next time they danced together the princess fell in love.
The shadow noticed the sudden change with relief. "She's finally
been cured of seeing too clearly," he thought. The princess
would have confessed her feelings immediately if she hadn't
been so prudent. She thought of her realm and of the people
she ruled. "He knows well the ways of the world, that's a good
sign," she commented silently. "He dances well, that is also
a virtue. But is he really educated, for that is very important?
I'd better test him." Then she began to ask the shadow questions
so difficult that she herself did not know the answers. An expression
of confusion came over the shadow's face. |
Om Aftenen i den store
Balsal dandsede Kongedatteren og Skyggen. Hun var let, men han
var endnu lettere, saadan en Dandser havde hun aldrig havt.
Hun sagde ham fra hvad Land hun var, og han kjendte Landet,
han havde været der, men da var hun ikke hjemme, han havde kiget
ind af Vinduerne foroven og forneden, han havde seet baade det
Ene og det Andet, og saa kunde han svare Kongedatteren og gjøre
Antydninger, saa hun blev ganske forundret; han maatte være
den viseste Mand paa hele Jorden! hun fik saadan en Agtelse
for hvad han vidste, og da de saa dandsede igjen, saa blev hun
forliebt, og det kunde Skyggen godt mærke, for hun var færdig
at see lige igjennem ham. Saa dandsede de nok engang og saa
var hun lige ved at sige det, men hun var besindig, hun tænkte
paa sit Land og Rige og paa de mange Mennesker, hun skulde regjere
over. "En viis Mand er han," sagde hun til sig selv, "det er
godt! og deiligt dandser han, det er ogsaa godt, men mon han
har grundige Kundskaber, det er ligesaa vigtigt! han maa examineres."
Og saa begyndte hun saa smaat at spørge ham om noget af det
Allervanskeligste, hun kunde ikke selv have svart paa det; og
Skyggen gjorde et ganske underligt Ansigt. |
| "You cannot answer!"
exclaimed the princess. |
"Det kan de ikke svare
paa!" sagde Kongedatteren. |
| "I learned the answers
to questions like that in childhood," said the shadow. I believe
that even my shadow, who is sitting over there by the door,
could respond correctly." |
"Det hører til min Børne-Lærdom,"
sagde Skyggen, "jeg troer saagar min Skygge der henne ved Døren
kan svare derpaa!" |
| "Your shadow! That really
would be remarkable!" |
"Deres Skygge!" sagde
Kongedatteren, "det vilde være høist mærkeligt!" |
| "I can't say for certain,"
continued the shadow. "I just wouldn't be surprised if he could.
After all, he's never done anything but follow me around and
listen to what I say. Yes," he cried in a sudden burst of enthusiasm,
"I believe he will be able to answer you! . . . But, Your Royal
Highness, if you will allow me to make a suggestion. My shadow
is so proud of being thought to be human, if Your Royal Highness
wishes to create the right atmosphere, so that the shadow will
be able to do his best, please treat him as if he were a man."
|
"Ja, jeg siger ikke
bestemt at han kan!" sagde Skyggen, "men jeg skulde troe det,
han har nu i saa mange Aar fulgt mig, og hørt efter, -jeg skulde
troe det! men deres Kongelige Høihed tillader, at jeg gjør Dem
opmærksom paa, at han har saa megen Stolthed af at gaae for
et Menneske, at naar han skal være i rigtig Humeur, og det maa
han være for at svare godt, saa maa han behandles ganske som
et Menneske." |
| "I'd prefer it that
way," said the kings daughter, |
"Det kan jeg godt lide!"
sagde Kongedatteren. |
| and she joined the philosopher,
who was alongside the door. She questioned him about the sun
and the moon, and about the human race, both inside and out;
and he answered every query both cleverly and politely. |
Og saa gik hun hen til
den lærde Mand ved Døren, og hun talte med ham om Sol og Maane,
og om Menneskene baade uden paa og inden i og han svarede saa
klogt og godt. |
| "What must the man be
worth, if his shadow is so wise!" thought the princess. "It
would be a blessing for my people if I chose him for my husband.
I shall do it!" |
"Hvad det maa være for
en Mand, der har saa viis en Skygge!" tænkte hun, "det vil være
en reen Velsignelse for mit Folk og Rige om jeg valgte ham til
min Gemal; - jeg gjør det!" |
| The shadow was very
amenable. It agreed without hesitation that their plans must
not be revealed until the princess had returned home. |
Og de vare snart enige,
baade Kongedatteren og Skyggen, men Ingen skulde vide derom
før hun kom hjem i sit eget Rige. |
| "I will not even tell
my shadow," he said, while he thought how admirably the world
had been created. |
"Ingen, ikke engang
min Skygge!" sagde Skyggen, og det havde han nu saadan sine
egne Tanker ved! |
| Not long after they
came to the land which the princess ruled whenever she was there.
|
Saa vare de i Landet
hvor Kongedatteren regjerede naar hun var hjemme. |
| "My good friend," the
shadow began to the philosopher. "Now that I am as happy and
as powerful as anyone can hope to be, I'd like to share my good
fortune with you. You may live with me always, here in the castle;
you may drive with me in the royal coach; and you will be paid
one hundred thousand gold pieces a year. In return, all I ask
is that you let everyone call you a shadow; that you never admit
to anyone that you have ever been a human being; and that once
a year, when I sit on the balcony so that the people can pay
me homage, you lie at my feet as a shadow should. . . . I might
as well tell you that I am marrying the princess, and the wedding
is tonight." |
"Hør min gode Ven!"
sagde Skyggen til den lærde Mand, "nu er jeg blevet saa lykkelig
og mægtig, som Nogen kan blive, nu vil jeg ogsaa gjøre noget
særdeles for Dig! du skal altid boe hos mig paa Slottet, kjøre
med mig i min kongelige Vogn og have hundrede tusinde Rigsdaler
om Aaret; men saa maa Du lade dig kalde Skygge af Alle og Enhver;
Du maa ikke sige at du har nogensinde været Menneske og engang
om Aaret, naar jeg sidder paa Altanen i Solskin og lader mig
see, maa Du ligge ved mine Fødder, som en Skygge skal! jeg skal
sige dig, jeg gifter Kongedatteren, i Aften skal Brylluppet
holdes." |
| "No, this cannot happen!"
cried the philosopher. "I don't want to do it, and I won't!
You are a fraud! I will tell everything! You've fooled both
the people and the princess; but now I will tell them that I
am a human being and that you are only my shadow, who's been
masquerading as a man!" |
"Nei det er dog altfor
galt!" sagde den lærde Mand, "det vil jeg ikke, det gjør jeg
ikke! det er at bedrage hele Landet og Kongedatteren med! Jeg
siger Alting! at jeg er Mennesket, og at du er Skyggen, du er
bare klædt paa!" |
| "No one will believe
you," warned the shadow. "Now be reasonable or I'll call the
guard." |
"Det er der Ingen som
troer!" sagde Skyggen, "vær fornuftig, eller jeg kalder paa
Vagten!" |
| "I intend to ask for
an audience with the princess," replied the philosopher. "But
I will speak with her first," said the shadow, "and you will
be imprisoned." The shadow's threat very quickly became a reality,
for the royal sentry knew whom the princess had chosen to be
her husband. |
"Jeg gaaer lige til
Kongedatteren!" sagde den lærde Mand. "Men jeg gaaer først!"
sagde Skyggen, "og du gaaer i Arrest!" og det maatte han, for
Skildvagterne de lystrede ham, som de vidste Kongedatteren vilde
have. |
| "You are shivering,"
remarked the princess as soon as he entered her chambers. "You
must not get sick this evening, not for the wedding!" |
"Du ryster!" sagde Kongedatteren,
da Skyggen kom ind til hende, "er der skeet Noget? Du maa ikke
blive syg til iaften, nu vi skal have Bryllup." |
| "I've just had the most
horrible experience that one can have," replied the shadow.
"Imagine! . . . Oh, how fragile a shadow's brain must be! .
. . Imagine, my shadow has gone mad. He believes he is a man.
And that I . . . that I am his shadow!" |
"Jeg har oplevet det
Grueligste, der kan opleves!" sagde Skyggen, "tænk Dig - ja,
saadan en stakkels Skyggehjerne kan ikke holde meget ud! - Tænk
Dig, min Skygge er blevet gal, han troer at han er Mennesket
og at jeg - tænk dig bare, - at jeg er hans Skygge!" |
| "How dreadful!" she
exclaimed. "He isn't running around loose, I hope." |
"Det er frygteligt!"
sagde Prindsessen, "han er dog spærret inde?" |
| "No, no, he's not,"
he said softly. "I am so afraid he will never get well." |
"Det er han! Jeg er
bange han kommer sig aldrig." |
| "Poor shadow," continued
the princess. "He must be suffering terribly. It would really
be kinder to free him from that particle of life he has. Yes,
the more I think about it, the more convinced I am that it's
necessary for him to be done away with. . . . Quietly, of course."
|
"Stakkels Skygge!" sagde
Prindsessen, "han er meget ulykkelig; det er en sand Velgjerning
at frie ham fra den Smule Liv han har, og naar jeg rigtig tænker
over det, saa troer jeg det bliver nødvendigt at det bliver
gjort af med ham i al Stilhed!" |
| "It seems so cruel,"
said the shadow, "when I think of how loyal a servant it was,"
and a sound resembling a sigh escaped from the shadow's lips.
|
"Det er rigtignok haardt!"
sagde Skyggen, "for det var en tro Tjener!" og saa gav han ligesom
et Suk. |
| "How noble you are!"
exclaimed the princess. |
"De er en ædel Characteer!"
sagde Kongedatteren. |
| That night the whole
city was brilliantly lighted. The cannons were shot off. Bum!
Bum! Bum! The soldiers presented arms. Oh, what a wedding it
was! The shadow and the princess came out onto the balcony,
and the people screamed, "Hurrah!" |
Om Aftenen var hele
Byen illumineret, og Kanonerne gik af: bum! og Soldaterne præsenterede
Gevær. Det var et Bryllup! Kongedatteren og Skyggen gik ud paa
Altanen for at lade sig see og faae nok en Gang Hurra! |
| The philosopher heard
nothing of all of this, for they had already taken his life.
|
Den lærde Mand hørte
ikke noget til Alt det, for ham havde de taget Livet af. |
|